Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.6 - November 2003


Biblioteket

Beder-Malling Bibliotek

Nyt fra biblioteket

Af Lene Sepstrup, bibliotekar

Nye regler for afhentning af bestilte materialer:

Den generelle afhentningstid for reserveret materiale, der er klar til afhentning, er fra 2. oktober nedsat fra 10 til 7 dage. Bemærk, at når lukkedage og postvæsenets ekspeditionstid indregnes, kan tidsfristen blive yderligere forkortet.

Den sidste afhentningsdag fremgår af reserveringsmeddelelsen.

Ring eller send os en mail, hvis I ikke kan nå at hente til tiden, så er vi til at snakke med om udskydelse af fristen. I modsat fald vil materialet blive returneret.

Nye lånetider for nye videoer og dvd'er

Nye videoer for voksne, det vil sige indkøbt efter 1.oktober 2003, vil kun kunne lånes i 3 dage i stedet for som hidtil i 7 dage.

Interessedato

Reserveringer og bestillinger gælder i 6 måneder, hvorefter reserveringer/bestillinger automatisk slettes. Men husk at man kan selv eller man kan få personalet til at ændre interessedatoen til en kortere eller længere periode.

Selvafhentning

Næste fase i at gøre brugerne selvhjulpne er på trapperne. Snart er det slut med at få sine reserverede materialer udleveret ved skranken. Herefter skal man selv gå til en reol i udlånsområdet og finde sine bestilte materialer frem efter et system, som er ved at blive afprøvet i andre afdelinger.

I den forbindelse bliver det endnu mere vigtigt end i dag at medbringe sin reserveringsmeddelelse - på kort eller på print.

De gik i Harry Potters fodspor.

Et halvt hundrede børn og nogles forældre (og bedsteforældre) fik sig en god oplevelse, da Ole Larsen (delvis) forklædt som Harry Potter i efterårsferien opførte sit trylleshow. Med ganske enkle midler forbavsede og fortryllede han forsamlingen - ind imellem med assistance af tilskuerne. Og bagefter fik to grupper børn selv lov til at forsøge sig i den ædle kunst i trylleværkstedet.

Biblioteket har mange bøger om, hvordan man kan lære diverse tricks, så der er mulighed for alle for at gå videre ad det udlagte spor.

Decemberudstilling fra Fritidshjemmet på Fuldenvej.

En gruppe på 18 børn på fritidshjemmet på Fuldenvej har arbejdet med selvportrætter. De vil gerne vise resultaterne frem på biblioteket. Der er fernisering d.1.december, og udstillingen vil kunne ses i hele december måned.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 16.11.2003

Fællesrådet Fællesbladet