Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.6 - November 2003


Beder - Malling Pensionistforening af 1951

Pensionistforeningen dropper foredrag

Af Jens Karl Rasmussen, formand for Beder-Malling Penionistforening

På bestyrelsesmødet den 13. oktober 2003 vedtog bestyrelsen at annullere de to foredrag, der skulle være afholdt i oktober og november måned, dog vil november-foredraget blive afløst af bankospil. Grunden til annulleringerne er flersidig: Århus Kommune har afslået at give støtte til gennemførelsen af disse foredrag, oplysningsforbundene har været nødt til at hæve priserne på foredragsholderne, samt det store udbud der er i området af tilbud om gratis foredrag med kaffe. Bestyrelsen er af den opfattelse, at medlemmernes kontingent ikke skal bruges til at fremhæve os selv i dette store udbud, da vi er nødt til at kræve entré samt betaling for kaffe med kage.

Vi vil på generalforsamlingen i januar måned 2004 tage problematikken op til drøftelse for at høre medlemmernes mening om foredragseftermiddagene. For at få foredragsholderen til en forholdsvis lav pris skal vi oplyse navn og cpr. nr. på de fremmødte, og dette er en yderligere belastning af de personer, der bruger deres søndag eftermiddag på at få lavet kaffe og bagt kage.

Dette nummer af Fællesbladet kommer medio november, og derfor vil vi gøre vore medlemmer opmærksom på, at der den 16. december er afslutningsgudstjeneste i Malling kirke med efterfølgende kaffe/kage samt banko i Malling Sognegård.

Vi ønsker alle vore medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.

Det nye år starter allerede søndag den 4. januar 2004 kl. 14.00, hvor der er bankospil på lokalcenter "Eskegården".

Foredraget den 18. januar 2004 håber bestyrelsen at kunne gennemføre, men vi henstiller til medlemmerne at holde sig orienteret i UgeNyt.

Søndag den 1. februar er der igen bankospil på lokalcenter "Eskegården".

Kontingentet til pensionistforeningen er stadig kun kr. 75,00 om året, for dette beløb drives foreningen, samt man modtager "Pensionisttidende" 10 gange om året. Eventuelle nye medlemmer kan henvende sig til et medlem af bestyrelsen, som består af følgende:

  • Formand Jens Karl Rasmussen tlf. 8693 1287
  • Næstformand Lina Sørensen tlf. 8693 6975
  • Kasserer Knud Erik Breinholt tlf. 8693 6139
  • Arne Madsen tlf. 8693 1501
  • Johanne Jochumsen tlf. 8693 2323
  • Sonja Andersen tlf. 8693 6376
  • Verner Andersen tlf. 8693 6118


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 16.11.2003

Fællesrådet Fællesbladet