Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nummer 6 - November 2003

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Om det at ville slå en handel af med Gud

Mon ikke de fleste af os i det daglige har nok at gøre med nogenlunde samvittighedsfuldt at leve op til alt det, som moralen og anstændigheden kræver af os? Sikkert! Men der er så også nogle mennesker, for hvem dette ikke er nok, men som også gerne vil leve et eksemplarisk kristent liv. Imidlertid må man så bare - ud over selvfølgelig at ønske dem held og lykke med det ambitiøse projekt - håbe, at de er på det rene med, hvad det indebærer: Hvis man gerne vil leve et autentisk kristent liv af 1. sortering, kunne det første krav nemlig meget vel eksempelvis lyde: "Gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige!", hvormed man jo i hvert fald - endda også ved juletid -! Er et godt stykke ude over moralens og anstændighedens krav!

Og når man så havde solgt alt, hvad man ejer, og givet det til de fattige, havde man endda kun gjort en meget spæd begyndelse; for den egentlige opgave, som det autentiske kristenliv foreskriver én, går som bekendt ud på at elske sin næste. Og det, vi her skal notere os, er så, at "næste" er identisk med "fjende": At elske sine venner og at elske dem, der elsker én selv, det er - siger Jesus udtrykkeligt - ikke noget at komme med ; for: "Gør ikke hedningerne det samme?". Nej, man skal elske dem, som ikke kan fordrage én selv, dem, der forfølger én selv. Man skal aldrig sætte sig imod det onde; man skal vende den anden kind til, og man skal velsigne dem, der forbander én selv. Derom taler Jesus meget og meget ofte og meget udførligt. Sådan er et autentisk kristenliv af 1. sortering!

For mit eget vedkommende antager jeg høfligt, at der findes mennesker, der rent faktisk har gjort alt dette, og som derfor med styrke kan kræve det af andre. Til gengæld skal vi jo nok være ganske mange, der må melde fra; for vi har aldeles ikke gjort noget af det, ikke det mindste. Nej, men midt i vor elendighed er der måske alligevel en enkelt ting, vi tør prale med: Vi har aldrig forsøgt at slå en handel af med Gud!

Det ejendommelige ved kristendommen ligger jo nemlig i ordet " absolut": Gud kræver os absolut, kræver absolut alt, kræver absolut selvforglemmelse og selvhengivelse. Absolut. Og det ord er jo virkelig svært at have med at gøre; for enten gør man absolut det absolutte. Eller også gør man det absolut ikke. Man kan ikke gøre det delvis eller halvvejs eller nogenlunde eller til en vis grad. Det krav: " Sælg alt, hvad du ejer! " kan man kun opfylde ved at sælge alt, hvad man ejer; og i så fald har man opfyldt det absolut. Hvis man derimod nøjes med at sælge en del af, hvad man ejer, og derpå hævder, at man nu delvis har opfyldt kravet, så har man forsøgt at slå en handel af med Gud og er dermed blevet til et af den slags mennesker, som Jesus absolut ikke kunne fordrage: farisæerne. Vi har da også hans egne ord for, at Gud ikke har til hensigt at indlade sig på overenskomstforhandlinger med os og slå sig til tåls med kompromis'er. Han er en hårdhændet herre, der kræver regningen betalt til sidste øre. Med ham kan man ikke handle eller forhandle. Nej, men han kan så rigtignok optræde guddommeligt uventet: Han kan rive regningen i stykker og sige: " Det er i orden; alt er glemt!"

Og hvordan reagerer vi så herpå? Jo, vi siger: " Det kan ikke passe! Efter vore begreber kan det være meget godt med "nåden" og "tilgivelsen" og "syndernes forladelse" og alt det dér. Vor dybeste respekt og tak; det har vi sandelig brug for; for vi er jo nogle værre nogle, der hele tiden kommer galt af sted; men det kan da ikke være det hele. Der må da komme noget bagefter. Nåden kan vi sandelig ikke undvære; men vi må da anstrenge os i retning af et smukt kristent liv og forsøge at elske næsten - i al beskedenhed."

Om denne holdning er der kun at sige, at den er gudløshed og vantro, værre end det værste hedenskab. Selve den idé: at ville forsøge på at opfylde Guds bud, er ugudelighed. Hvorfor i al verden skulle Jesus ellers være død så elendigt på sit kors? For nu at udtrykke det i Luthers bramfrie stil.

Formodentlig udspringer ugudeligheden af, at vi har mistet sansen for ordets magt. Ja, for tilgivelsens ord, første gang forkyndt for os i dåben og - siden da - når som helst vi har søgt kirken, er jo virkelig et skelsættende skaberord, der lader en verden stige frem og et liv blive til, og hvortil der derfor ikke er yderligere at føje. Hvad der følger efter det ord, er nemlig: et liv i frihed, beroligelse og fred, uden anstrengelser og stræben og moralistiske formaninger og ønsker om at tage sig ud eller blive bedre eller præstere fromme gerninger. Og at det så kun er et kristenliv af 2. sortering, siger vel sig selv. Til gengæld vil det altid være rigeligt nok og passende for alle os, for hvem den kristne eliteklasse ligger meget for højt.

Malthe Madsen