![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
KontaktpersonenMenighedsrådet ansætter og har ledelsen af samtlige medarbejdere ved Beder kirke med undtagelse af præsterne. Til varetagelse af det daglige arbejde vælger menighedsrådet en person , der bemyndiges til på rådets vegne at give forskrifter og anvisninger til medarbejderne. Denne person kaldes kontaktperson eller kan opfattes som en slags personalechef. Kontaktpersonen skal følge de regler, der gælder for medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår samt løbende holde sig orienteret om medarbejdernes arbejdsforhold. Herunder sørge for, at ledige stillinger bliver opslået efter gældende regler og i fornødent omfang sørge for at antage vikarer for faste medarbejdere, samt udarbejde ansættelsesbreve og regulativer for samtlige medarbejdere. Arbejdsforholdet under kirkens regi er underlagt de, for det øvrige arbejdsmarked gældende regler. Det vil sige, vi har sikkerhedsudvalg (kirkegårdslederen er den daglige sikkerhedschef), medarbejderudviklingssamtaler og to årlige medarbejdermøder med samtlige medarbejdere ved kirken. Disse opgaver varetages og ledes ligeledes af kontaktpersonen på menighedsrådets vegne. Desuden er en repræsentant for medarbejderne medlem af menighedsrådet. Vi har organister og kirkegårdsleder fælles med Malling Menighedsråd, hvorfor en del af ovenstående opgaver udøves i fællesskab med kontaktpersonen i Malling. Herudover har de to kontaktpersoner et snævert samarbejde om forhold af fælles interesse og erfaringsudveksling. Kontaktpersonen modtager og fører regnskab med ferie, fri-weekends, sygemelding, barselsorlov og modtager ansøgninger om tjenestefrihed, samt ansøgninger om deltagelse i kurser. Derudover skal han forsøge at bilægge eventuelle uoverensstemmelser mellem menighedsrådet og medarbejderne eller mellem medarbejderne indbyrdes. Kontaktpersonen aflægger beretning om sit arbejde på menighedsrådets møder og indhenter de nødvendige godkendelser. Det er en spændende og til tider tidskrævende opgave at være kontaktperson ved Beder Kirke, men det har gennem årerne været en fornøjelse at arbejde sammen med alle medarbejderne, præsterne og menighedsrådet samt kollegerne i Malling om at skabe en god og tryg arbejdsplads, hvor der også er plads til forskellig opfattelse af tingene og mulighed for at finde en fælles og tilfredsstillende løsning. Torkild Stotz, kontaktperson | ||
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 3.2.2004 |