Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 16 - nummer 2 - Marts 2004

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Fristelser

Når vi taler om fristelser, tænker vi vel især enten på alt det, som penge og magt kan skaffe os. Eller også tænker vi på de såkaldt "syndige" fornøjelser og siger måske da ligesom Holbergs Pernille: "kunne man endda komme udi nogen ulykke, man er jo kun et menneske!" Men uanset hvad vi tænker på, så er fristelser, taget i ordets dagligdags betydning, jo alt det, der på én gang er meget tillokkende og samtidig såre risikabelt. Vi véd, hvordan vore forfædre brugte djævelen som syndebuk for og årsag til det, der virkede lokkende på dem selv; og det gør vi da forhåbentlig ikke. Men det hører dog stadig med til en karakteristik af fristelserne, at man ikke rigtigt har mod til at vedkende sig dem. De skal helst undskyldes og bortforklares. Nok fik de magt, vist gav man efter, men kun af svaghed, hvilket ikke er fri for at være endda flatterende. Og tilsvarende uskyldig kan man jo så også stille sig an, når man er faldet for den dyreste af alle fristelser, nemlig den at ville gi' den som et godt menneske, glemmende, at man jo altså ikke bliver god, bare fordi man gør noget godt, eller bare ved at sige, at man vil gøre det.

Hvad er det overhovedet for en besynderlig holdning til livet, at man vil tage sig ud som et godt menneske? Det kan der siges meget om; men det er under alle omstændigheder en holdning, som ødelægger livet, mere eller mindre for éns omgivelser, og helt sikkert for én selv. Det er selvoptagethedens triumf, både så længe man endnu tror på sig selv i rollen som beundringsværdig, og når afsløringen kommer i form af skuffelse over, at man ikke blev lønnet efter fortjeneste, men med utak - som man da virkelig også kun fortjente. "Ganske vist kan det godt være, at vi selv tror på det, når vi - i tilfælde af, at et eller andet er gået helt skævt - siger: "Jeg gjorde det jo kun til dit eget bedste!". Men i virkeligheden er det, vi dermed uforvarende udtrykker, formodentlig kun, at vi behøver rygdækning, fordi resultatet af vore velgerninger rigtignok ikke var videre vellykket, men det ikke var til at bære, at viljen ikke skulle have været den bedste; og som bekendt er det jo den, Vorherre ser på. Det var vist nok af Ingemann ment som en trøst og opmuntring. Men når vi véd, hvordan det er fat med vor egen vilje, véd vi også godt, at det er det modsatte; for man fristes nu engang ikke længere eller mere uimodståeligt, end man vil fristes; og det gælder så selvfølgelig også den fristelse, der består i at ville gøre indtryk på andre med gode gerninger. Det er altid farligt, hvortil kommer, at store ord og erklæringer jo ikke kan gøre det ud for handling.

Akkurat det var det, discipelanføreren Peter kom til erkendelse af, efter at han den sidste aften, hvor han og de øvrige var sammen med Jesus, havde erklæret, at han ville følge sin herre til kors og død, og at om så alle andre svigtede, ville han ikke gøre det. Hertil svarede Jesus som bekendt, at før hanegal ville Peter tre gange have fornægtet ham; og det forstod Peter på det tidspunkt jo intet af. Men da han efter tredje hanegal gik uden for ypperstepræstens gård og græd bitterligt var det vel gået op for ham, at der var gjort en god gerning imod ham, én, der rigtignok gjorde ondt, men til gengæld lod ham se sig selv, som han var: én, der var faldet for fristelsen til at tage sig ud af noget og mente at have ret til at blive anset for et stort menneske bare ved at have brugt store ord. Men, som Luther udtrykker det: "Spørger du, hvad der er et kristent menneskes ret, så er det korset. En discipel må følge sin mester, og mesterens løn må da også blive disciplens." Dersom det er vor ret, vi er ude om, så er korset vor eneste ret; og hvor gode disciple vi er, kan vi altid se af, i hvor høj grad vi har held til at få vor ret.

Men vi skulle nu hellere gøre noget andet: modtage vort liv fra dag til dag som en gave, der ganske vist gør os retsløse, men til gengæld gør det muligt for os at høre ordet om ham, der afslog tilbuddet om alverdens magt, og som holder ud med os i vore fristelser, befrier os fra os selv og vore egne forestillinger om at skulle spille en rolle og tage os ud og sætter en tyk streg over alle vore gode gerninger og lader os vide, at også de er os tilgivet, hver og én.

Malthe Madsen