Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 16 - nr.3 - Maj 2004


Biblioteket

Beder-Malling Bibliotek

Nyt fra biblioteket

Af Lene Sepstrup, bibliotekar

Bogsalg i juni

Efter pinse starter bibliotekets årlige bogsalg. Igen i år har vi frasorteret rigtig mange bøger, så der er nogle for enhver. "Brug og smid væk" er ellers ikke et slogan, vi bruger i bibliotekets verden, men lige netop når det gælder bøger, vi har måttet skille os af med på grund af for lidt eller for megen brug, kan det siges at være på sin plads. Så her er til ferierejsen, til hængekøjen, til sommerhuset, til fordybelse...

Fagbøger og børnebøger: 5 kr. pr. stk.
Romaner for voksne: 10 kr. pr. stk.
Tidsskrifter: 1 kr. pr. stk.
Enkelte bøger til særlig pris.

Og HUSK: Det bedste går først!

Sommerlukning i juli

I nogle år har biblioteket kun holdt sommerlukket i 2 uger. Men krav fra oven om en mindre indskrænkning af åbningstiden svarende til 1 time pr. uge får den konsekvens, at vi i stedet for en times mindre åbningstid pr.uge vender tilbage til at holde sommerlukket i 4 uger (i lighed med de øvrige mindre biblioteker i Århus Kommune). Udlånstiden bliver til gengæld forlænget med 4 uger for de materialer, der lånes i juni. Så ryd hylderne!

Internetintroduktioner

Hvis man har lyst til en times introduktion til Internettet og bibliotekets søgesystem, er det bare at henvende sig til personalet, så finder vi sammen et passende tidspunkt.Hvis det drejer sig om generel introduktion til pc-brug og brug af e-mail, vil det være en god idé at henvende sig til Datastuen på kulturloftet på bibliotekets 1. sal. Her er der åbent og fri adgang tirsdag, onsdag og torsdag kl. 9.30 - 11.30.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 23.5.2004

Fællesrådet Fællesbladet