Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 16 - nummer 3 - Maj 2004

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Den pæne tone

Når den sag, der tales om, er temmelig ligegyldig, eller det drejer sig om selvfølgeligheder, som vi naturligvis alle er enige om, så bliver det afgørende den måde, det siges på, om ordene er velvalgte og pæne, om de fremføres på en smagfuld måde, og man omhyggeligt undgår at komme til at støde nogen, især da ikke nogen, som har en større magtstilling eller anseelse.

Når man derimod er optaget af sagen, bliver spørgsmålet om den rette tone ganske ligegyldigt. Hvis det er en meget alvorlig sag, så ser man ganske bort fra, om tonen er passende, eller om hensigten med at sige det nu også er, som den skal være.

Når man slår sig på den rette tone, kan man være sikker på, at selve sagen er blevet ligegyldig; man er ikke længer optaget af den, men af sig selv og sin egen alvorlige måde at behandle den på. Pænheden og ligegyldigheden breder sig altid samtidig, og med dem kedsommeligheden. Det er ikke noget godt tegn, at der gøres så meget ud af den rette tone; det får man ikke tid til, når det er sandheden, det drejer sig om, navnlig da ikke, når sandheden er et spørgsmål om liv og død. Nå, det er det måske heller ikke, den pæne, alvorlige, dannede og hensynsfulde tone kunde nok tyde på, at man ikke kender anden virkelig vigtig sag end den pæne tone. Man spørger ikke: var det sandhed, manden sagde? Men: var det pænt og hensynsfuldt sagt? Jeg ser ikke anden udvej end med jævne og klare ord at slå fast, at når man anlægger en sådan målestok på kristelige spørgsmål, så er det ganske rigtigt komplet ligegyldigt, hvad man siger, både for en selv og for andre.

K. Olesen Larsen ( 1899-1964 )