Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 16 - nr.3 - Maj 2004


Farvel til børnehave?

I Fællesbladet nr. 6 2003 fortalte Vibeke Munkvad og undertegnede historien om Børnehaven Stenhøjgård i Malling, der med sine 20 børn var én af de 17 små institutioner, som Århus Kommune planlagde at nedlægge i forbindelse med budgetforliget for år 2004-2007.

Her følger fortsættelsen om, hvad der siden skete.

Det betaler sig at råbe op!

Af Anne Kai, medlem af bestyrelsen i Børnehaven Stenhøjgård

Børnehaven Stenhøjgård er her endnu. Og det fortsætter den heldigvis med at være. På trods af at et næsten enigt byråd i oktober sidste år vedtog at lukke alle kommunens små institutioner som et led i spareplanen på børnepasningsområdet. For personale og forældre var det selvsagt en rystende beslutning, som hurtigt blev meget konkret i form af en skriftlig opsigelse af børnehavens driftsaftale og et tilbud til personalet om en samtale om nye jobmuligheder.

Budgetforligt blev som altid efterfulgt af en høringsfase, der samtidig blev startskuddet på kampen om overlevelse. Fra de 17 små institutioner kom der en modreaktion, der nok er kommet bag på de fleste politikere. Høringsfasen var vores tidsfrist, og de utallige aktiviteter i efteråret blev båret frem af et stærkt tværfagligt samarbejde mellem institutionerne og en indsats fra engagerede forældre, der oversteg alle forventninger.

Mange aktiviteter

Børnehaven Stenhøjgård optrådte både på regional og landsdækkende tv. Forældregruppen samlede underskrifter ind, nogle skrev læserbreve, og næsten alle bidrog med at fortælle, hvorfor de havde valgt vores børnehave til deres barn. Disse meget personlige beretninger blev samlet i et brev og sendt til alle medlemmer af byrådet. Desuden skrev vi to høringssvar, der på forskellig vis gik imod lukningen af Stenhøjgård. Personalet beskrev de pædagogiske muligheder i en lille institution, og forældrebestyrelsen skrev om at bevare muligheden for at vælge den institution, der passer bedst til det enkelte barn.

Stenhøjgård er kun én af flere institutionsmuligheder i Malling, og for os som lokalsamfund er mangfoldigheden en styrke. Det var der heldigvis flere, der syntes. Og på hele bestyrelsens vegne vil jeg gerne igen takke de mere end 700 borgere, der i løbet af kun én uge støttede os med deres underskrift.

Stor opbakning i Malling

Vi fik også en uvurderlig opbakning fra de øvrige institutioner i Malling, som betød at bestyrelsen kunne aflevere sit høringssvar med overskriften "Alle institutioner i Malling siger: Bevar de små institutioner i Århus Kommune". Selvsamme høringssvar var underskrevet af bestyrelsesformænd fra alle Mallings børnehaver, Malling Skole, SFO Prikken og Fritidshjemmet. Det var en utrolig flot og loyal opbakning, som I fortjener en stor tak for.

En lignende stor indsats foregik på de øvrige små institutioner, og det gjorde altså en forskel. Det lykkedes rent faktisk at få ændret den politiske beslutning, så de små institutioner den dag i dag stadig er en del af Århus Kommunes pasningstilbud. I første omgang blev besparelsen ændret, så alle institutioner i kommunen skulle skære på pædagogtimer og i stedet bruge flere medhjælpere. Men også denne beslutning mødte stor modstand og resulterede i et tredje og endeligt forslag, der lægger beslutningen om besparelserne ud på den enkelte institution. Med andre ord bestemmer kommunen, hvor meget der skal spares, og det er så op til hver enkelt institution at finde ud af, hvor pengene kan findes.

Den varme kartoffel

Nogle kalder resultatet for et politisk nederlag, hvor byrådet i magtesløshed har overladt problematiske besparelse til interne diskussioner på samtlige institutioner, andre ser det som en mulighed for medindflydelse. For os der er tilknyttet Stenhøjgård var det naturligvis med stor glæde og lettelse, at vi modtog budskabet om de ændrede beslutninger, for der er langt fra lukning til besparelser.

Når det er sagt, så ved vi også, at der er mange, der kæmper hårdt med at få de beskårede budgetter til at holde. Børnehaven Stenhøjgård skal på årsbasis spare 83.000 kr. og det er en mærkbar besparelse, som vi har diskuteret på flere møder. Vores løsning bliver i første omgang at skære ned på vores kostordning, vi holder ferielukket mellem jul og nytår og i forbindelse med helligdage, og så kommer vi til at spare på vores vikardækning. Derudover slipper vi ikke for løbende at skulle forholde os mere aktivt til børnehavens budget med spørgsmål som: Skal der fortsat være en sommerlejr med overnatning? Kan vi stadig invitere til forældrekaffe? Og så videre…

Historien fortsætter

Så historien om Børnehaven Stenhøjgård er heldigvis ikke slut. Historien tog en ny drejning, og vi fik tilføjet nye kapitler, der betød, at personale og forældre heldigvis ikke skal sige farvel til den lille børnehave i det gamle stuehus. Og vores små prinser og prinsesser kan stadigvæk boltre sig i den eventyrlige have.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 23.5.2004

Fællesrådet Fællesbladet