![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup ![]() Grøn GuideTil kamp mod ukrudtetSommeren er lige om hjørnet og planterne i haven spirer og gror - Det samme gør desværre også ukrudtet. Derfor giver vi os (den del af befolkningen med et Y kromosom ?) med stor ildhu i kast med klippe, fræse, trimme og studse. Frem med maskinparken og væk de uønskede grønne gevækster! Faktisk får danske haveejere hjælp af mere end 800.000 el- eller benzindrevne plæneklippere, samt et ukendt antal andre mekaniserede hjælpemidler. De mange mekaniske hjælpemidler er selvsagt en stor hjælp, men ikke overraskende bidrager de mange haveredskaber til forureningen og co2 udslippet. En "muskeldreven" plæneklipper er langt at foretrække - for miljøet i hvert fald. Er græsplænen for stor til den "muskeldrevne", er de elektriske græsslåmaskiner den næstbedste løsning. Selvom de elektriske haveredskaber også forurener, er det dog langt mindre end de benzindrevne. Forureningen stammer primært fra elværkernes produktion af elektricitet, men også de genopladelige batterier fra batteridrevne haveredskaber kan indeholde miljøbelastende stoffer. De benzindrevne forurener mest og primært fra motorens udstødning. Har man alligevel anskaffet sig sådan en et stykke legetøj, er et par gode råd at følge. Flere benzinselskaber har udviklet en blyfri miljøbenzin - såkaldt lav aromatisk- eller alkylatbenzin, der indeholder mindre svovl og færre miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Miljøbenzin giver derfor mindre forurening og er mindre sundhedsskadelig end almindelig blyfri 95 oktan benzin. Miljøbenzin findes både til 2-takst- og 4-taktsmotorer. Det Nordiske Miljømærke Svanen findes på flere plæneklippere i Danmark. For at kunne opnå det nordiske miljømærke, skal haveredskaberne opfylde en række krav til formindsket luftforurening, støjniveau, benzinforbrug og materialevalg. Desuden er er det vigtigt at vedligeholde sin maskinpark : skift olie, rens filtre, juster skær og blade korrekt o.s.v. Og til sidst et lille hjertesuk fra den Grønne Guide. Bedst som man har lagt sig i hængekøjen søndag eftermiddag og skal til at nyde frugten af sine anstrengelser i haven brager det løs på den anden side af hækken, er det er jetfly?, er det skraldemanden på en søndag? eller har naboen netop indviet et rallybane i baghaven? Nææ han synes såmænd det er på tide at studse græsplænen… Støjforurening er faktisk et seriøst miljøproblem, selvom lyden heldigvis ikke bliver hængende i årevis efter at stikket er trukket ud. Ikke desto mindre kan det spolere eftermiddagskaffen i haven for de fleste. Så derfor: Vis hensyn til dine naboer og vælg et tidspunkt til de motoriserede aktiviteter, som ikke generer naboen. Og hvornår er det så det ? vil nogen sikkert spørge…Tjaa Da der ikke er nogen regler på området, må det må bero på individuel vurdering og alm. omtanke En mulighed er at spørge naboerne, hvornår det det passer dem bedst, så er der i hvert fald ikke grobund for ufred og sure miner. Læs mere om haveredskaber på www.miljoogsundhed.dk. Læs også mere om havedyrkning uden gift på www.oekologi.dk . |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 11.8.2004 |