Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 16 - nummer 4 - August 2004

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Menighedsrådsvalg 2004

En orientering om Folkekirken i anledning af menighedsrådsvalget 2004

Det er vigtigt at slå fast, at vi i Danmark ikke har en statskirke, men en folkekirke. Sådan har det været, siden folket ville det sådan med Grundloven i 1849. Forskellen er, at man ikke - som i lande med statskirker - automatisk fødes ind i kirken, men derimod, at de, der ønsker det, helt frivilligt og aktivt skal lade deres barn døbe, som først derefter bliver medlem. Der er altså tale om et ganske frivilligt medlemsskab, hvor tallet på landsplan stadig ligger over 80%. Og at en så stor folkelig tilslutning afspejler sig i en meget tæt forbindelse til folkestyret, bør ikke komme bag på nogen.

Lige så lidt som idealet af et menighedsråd kan være en lukket loge af ligesindede med skattebetalte fornøjelser til sig selv og gensidige vennebegunstigelser som de to væsentligste punkter på programmet, lige så lidt er Folkekirken et aflukket forum for særlige mennesker, styret af bisper eller kirkelige råd ( : synoder ). Stat betyder jo i Danmark ikke enevælde, men derimod det igennem Folketinget styrede samfund. Det faktum, at næsten hele den danske befolkning stadig er medlem, bevirker så også, at vi i Danmark ikke har religionslighed, men naturligvis religionsfrihed: fuld frihed for de øvrige religiøse grupperinger i landet til at samles og ytre sig frit.

Men hvori ligger så forskellen mellem, at folkestyret understøtter Folkekirken og ikke styrer den, som var den en statskirke? Den ligger kort sagt i, at folkestyret kun understøtter de rammer, inden for hvilke kirken er kirke, og dermed respekterer dens selvstyre på de indre linier. Staten har med andre ord aldrig drevet kirken, som den eksempelvis driver militæret, DSB og postvæsenet!

Folkekirken styres fra bund til top demokratisk via menighedsråd ( i Malling 10 folkevalgte ), Folketing, præster og biskopper. De er alle folkevalgte. Og det er kun, fordi der stadig er et meget stort antal mennesker, der vil det, at Folkekirken understøttes af staten. Og dermed er det selvfølgelig også sagt, at Folkekirken kun kan nedlægges, hvis dens medlemmer selv måtte ønske det.

Når nogle forarget taler om, at de betaler for meget i kirkeskat, mens alle andre har skattestop, så glemmer de, at det ene er et medlemskontingent og det andet en statsskat. Og rent bortset fra det, så kan medlemmerne af de øvrige anerkendte trossamfund - i modsætning til Folkekirkens medlemmer - trække deres medlemsbidrag fra i skat. Derved støttes deres drift indirekte med godt 50%, i modsætning til Folkekirken, der kun understøttes med 10%.

Men hvad så med den del af Folkekirken, der økonomisk understøttes af staten, og som alle er med til at betale? Ja, for det første er det altså stadfæstet i Grundloven, at staten understøtter Folkekirken. Og for det andet varetager Folkekirken for alle landets borgere en lang række hverv: drift af næsten alle landets kirkegårde, registrering af alle landets borgere fra fødsel til død, herunder navneændringer, og restaureringsopgaver.

Det er forlængst påvist, at de borgerlige funktioner, Folkekirken løser for staten, er en endda overordentlig god forretning for staten. Til gengæld kan man spørge, om det fortsat er rimeligt, at det næsten udelukkende er Folkekirkens medlemmer, der betaler for de dyre kirkerestaureringer, eller om det ikke i højere grad burde anses for en naturlig del af statens sikring af landets kulturarv.

Objektivt set burde statstilskuddet til Folkekirken være mange gange større, hvis de faktiske opgaver, der udføres for staten, skulle kompenseres. Så med andre ord: hvis stat og kirke blev adskilt, ville det blive dyrt for hr. og fru Jensen over skattebilletten! Men Folkekirken har så altså også disse rent borgerlige funktioner under sig, fordi folket gennem Folketinget har ønsket det sådan.

Det fremhæves ofte af Folkekirkens kritikere, at staten betaler 40% af præsternes løn; og det er da rigtigt. Men kritikerne glemmer i regelen, at de sognepræster, som fører kirkebog, løser en række rent borgerlige funktioner for staten, ikke mindst i form af personregistrering. Og hertil kommer så, at de 40% er en ( yderst ringe! ) kompensation, efter at staten, senest i 1919, eksproprierede en meget stor del af kirkens præstegårdsjord og dermed altså dens medlemmers ejendom. Og da vi jo ikke lever i en bananrepublik, er det vel egentlig også kun rimeligt, at staten løbende kompenserer for de store tab, den i tidens løb har påført kirken.

Ind i kritikken føjer sig så også tanken om, at kirken skal have sine egne styrende råd og instanser og altså - som det er blevet udtrykt - være "herre i eget hus". Denne tanke har dog indtil videre ikke vundet folkelig udbredelse. Og det er der bestemt ingen grund til at være ked af. Tværtimod må man glæde sig over, at det danske folk aldrig har ønsket at udlevere den kirkelige rammelovgivning til en gejstlig funktionærstab eller til et særligt professionelt kristeligt lægfolks forgodtbefindende. Folketinget har heldigvis endnu ikke ønsket at se sig selv fordoblet i et kirkeligt parlament, præget af ikke-folkelige interesser og privatkirkelige interesseorganisationer. Og man kan da virkelig heller ikke bevare folkekirkens rummelighed ved, at en eksklusiv skare af udvalgte dikterer, hvad den skal mene. Det er vigtigt, at kirken aldrig bliver en stat i staten, men at den respekteres og understøttes som en religiøs og borgerlig funktion i folket .

Det betyder ikke, at det ikke kunne være en god idé for interesserede kirkefolk at mødes et par gange om året til fælles meningsudveksling. Og den nuværende kirkeordning åbner allerede for masser af muligheder for samarbejde over sognegrænserne. Derimod er det næppe en god idé at etablere et stiftsråd, som skal bestemme, hvordan det enkelte sogn tilrettelægger sit arbejde. Det véd de folkevalgte i sognet bedst. Dersom det alligevel bliver en realitet, vil sognets selvbestemmelse meget hurtigt blive sat over styr, samtidig med, at man kan frygte, at den præstelige forkyndelsesfrihed vil blive undergravet.

Men i stedet kunne du jo selvfølgelig også selv kære læser, vise interesse for den kirke, du er med til at betale for, eksempelvis ved at møde op på det orienteringsog opstillingsmøde i forbindelse med menighedsrådsvalget 2004, som Malling Menighedsråd holder tirsdag d. 31. august i sognegården, og her enten være med til at finde kandidater til de kommende fire års menighedsråd i Malling eller selv at lade dig opstille hertil.

Malthe Madsen

Menighedsrådsvalget nærmer sig!

Menighedsrådsvalget skal i år finde sted den 9. november. Alle medlemmer af folkekirken, bosiddende i Malling, er stemmeberettigede og valgbare her i sognet, hvis de er fyldt 18 år. Fra menighedsrådet skal der lyde en opfordring til alle, der kunne tænke sig at gøre et stykke arbejde for menigheden, til at lade sig opstille til valget eller finde egnede kandidater og på den måde øve indflydelse på det nye menighedsråds sammensætning.

Til Malling Menighedsråd skal der vælges 10 medlemmer, og valgbestyrelsen indbyder alle interesserede folkekirkemedlemmer til

ORIENTERINGSMØDE TIRSDAG DEN 31. AUGUST KL. 19.30 I MALLING SOGNEGÅRD

På mødet vil der blive gjort rede for rådets arbejdsområder samt orienteret om valget og de regler, der knytter sig hertil. Der vil også blive forsøgt opstillet en kandidatliste. Bekendtgørelse om valget vil blive vil blive oplæst i kirken i forbindelse med gudstjenesterne den 5. og 12. september.

Endvidere vil regler vedrørende valget, herunder for indlevering af kandidatlister, fremgå af annoncer i Århus Stiftstidende og Odder Avis.

Alle henvendelser angående valget kan rettes til formanden for valgbestyrelsen, Bent Oxvig, Bygvænget 13, 8340 Malling, tlf. 86 93 13 26.

Vi håber på stort fremmøde til orienteringsmødet, så kandidatlisten herfra kan blive så repræsentativt sammensat som muligt.

Det kan DU være med til ved at bruge din stemme den 31. august.

Med venlig hilsen Menighedsrådet