![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Massiv protest mod nybyggeriGår det som Århus Kommune ønsker det bliver den ældste gård i Storenor om kort tid revet ned og seks nye huse skyder op på grunden. Men borgerprotesterne er massive. Nybyggeriet strider nemlig mod lokalplanen og ødelægger landsbymiljøet.
Af Søren Hyltoft Thomsen, redaktionsassistent Midt i industriferien dumpede der et brev ind af brevsprækken hos en række beboere i Storenor. Brevet var fra Århus Kommune, nærmere betegnet Magistratens 2. afdeling, der med den formelle nabohøring ville gøre opmærksom på et kommende byggeprojekt på et sted, hvor der i dag ligger en af områdets ældste bindingsværksgårde. Byggeprojektet består af seks individuelle boliger i 1-1½ plan og gården, der ligger på Storenorvej 27 ud til Norsmindevej, er allerede købt af bygherren på betingelse af, at han får tilladelse til byggeriet. Hvis Århus Kommune og bygherren havde forestillet sig, at nabohøringen blot ville være en formalitet og et nødvendigt, men uproblematisk skridt på vej mod en realisering af byggeplanerne, tog de fejl. De markante byggeplaner fik i løbet af en uge indbyggerne i Lillenor og Storenor på barrikaderne, og ved et borgermøde i Ajstrup Forsamlingshus midt i juli blev det besluttet at gøre indsigelse mod projektet. En af mændene bag indsigelsen er arkitekt Carsten Gjørtz fra Storenor. Han forklarer om baggrunden for protesterne. - I bund og grund er vores hovedanke, at man ved at rive den gamle gård ned fjerner en del af den kulturarv, der er så markant i Lillenor og Storenor, og som er et vigtigt kulturhistorisk element i byen. Vi mener simpelthen, at en nedrivning af ejendommen betyder en væsentlig forringelse af det landsbyprægede miljø, og at man med et slag ændrer et område, der er fyldt med charme og historie. En sådan udvikling er vi naturligvis imod, siger Carsten Gjørtz, der også påpeger at byggeplanerne er i strid med den eksisterende lokalplan. - I lokalplanen for Ajstrup, Lillenor og Storenor står der i paragraf tre blandt andet, at eksisterende drifts- og avlsbygninger, der ikke længere er nødvendige for den pågældende ejendoms drift, kan tages i brug til boligformål m.v., der naturligt kan indpasses i landsbyen uden nævneværdige gener for omgivelserne. Men det er ikke det, der er lagt op til her, siger Carsten Gjørtz. - Man har jo netop ikke tænkt sig at genanvende bygningerne til boligformål, men derimod rive hele den gamle ejendom ned og så bygge seks separate boliger spredt ud over grunden, hvilket er i klar strid med lokalplanen. Hvis projektet skal gennemføres vil det derfor kræve, at Århus Kommune dispenserer fra lokalplanen og det er det vi frygter vil ske, siger Carsten Gjørtz, der, siden han indsendte indsigelsen på hele områdets vegne, ikke har hørt mere til sagen. - I øjeblikket er sagen jo en ren embedsmandssag, og det er slet ikke sikkert, at vi bliver hørt mere. Men det er klart, at viser det sig, at Århus Kommune har tænkt sig at gå videre med sagen trods vores protester, så agter vi at bringe det op på et politisk niveau, siger Carsten Gjørtz.
Sådan ser tegningerne til projektet ud Det er hensigten at rive hele gården ned og bygge seks individuelle boliger på grunden. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 27.9.2004 |