![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup ![]() Grøn GuideGiv sprøjtegiften en på kassen
Rundt omkring i lokalområdet er der her i efteråret skudt stæretårne op. Dejligt at have kasserne klar til indflytning, når de boligsøgende stære dukker op til foråret. I alt er der 39 stæretårne i projektet "Giv sprøjtegiften en på kassen". Kommunen har fået de 10 tårne, som de vil sætte op, hvor de finder det passende. De resterende 29 tårne er alle givet til grundejerforeninger, afdelinger i boligforeninger eller institutioner i det sydlige Århus, og heraf er de 10 tårne placeret i Beder-Malling området. Formålet med projektet er at sætte fokus på, at stærene kan være med til at begrænse problemet med stankelbenslarver i græsplæner. Ved at have stærene til at gøre arbejdet med at tage stankelbenslarver, slipper man for at sprøjte mod disse kræ, som ellers mere eller mindre kan ødelægge en græsplæne. En enkelt stærefamilie kan på en enkelt sæson æde sig igennem op mod 22.000 stankelbenslarver. Stærekasserne giver også stærene en hjælpende hånd med at finde bolig, og kan måske derved være med til at afhjælpe den tilbagegang på 20-30 % i stærebestanden, der har været fra 1990-2000. Stæretårnene står rundt om i lokalområdet som et symbol for samarbejde med naturen.
SnegleægVil du være på forkant med problemet med iberisk skovsnegl, så er det en god ide at kigge efter deres æg netop nu. De ligger oftest forholdsvis let synlige, hvis man kigger de rigtige steder, f.eks. under blade, under krukker, nede ved planterødder, under jordknolde og lignende steder, hvor sneglen kan komme til at lægge æggene beskyttet for sollys og udtørring. Når man finder æggene, er man ikke i tvivl. De ligger i klumper med ca. 30-50 æg. Æggene er mælkehvide, og hvert æg er ca. 3-5 mm i diameter. Sneglene kan overleve vinteren både som æg og som små snegle, og mange æg vil sikkert allerede være klækket nu. Finder du æggene nu, ødelægges de let med kogende vand. Se mere om iberisk skovsnegl, og om hvordan man lever med den i sin have på www.havenyt.dk. Du kan se billeder af æggene på hjemmesiden, og det er en rigtig spændende side ikke bare om iberiske skovsnegle, men for haveinteresserede bredt. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 5.12.2004 |