Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 16 - nummer 6 - November 2004

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Folkekirke og folkelighed

Som vi alle véd, kalder Grundloven vores kirke for en "folkekirke". Men det er ikke det samme, som at den er en folkelig kirke. Det er den bl.a. af den grund ikke, at dens status som folkekirke er tidsbegrænset, hvilket folkeligheden i sagens natur ikke er. Kirken er kun "folkekirke", så længe et stort flertal af danskere er medlemmer af den. I samme øjeblik det ikke længere er tilfældet, er den ikke længere en folkekirke. Men derfor ophører den selvfølgelig ikke med at være en kirke.

Kirken kan være til på så mange måder. Den kan være flertallets kirke eller måske ligefrem et helt folks kirke. Men den kan også være mindretallets kirke, ja, måske endda et lillebitte mindretals kirke, og alligevel være kirke. Selv satte Jesus som bekendt grænsen så lavt som ved to eller tre stykker, som var samlet i hans navn. Var det bare tilfældet, ville han selv være midt iblandt dem, lovede han. Og med den nedre grænse er der vel trods alt ingen grund til bekymring, hvad angår kirkens fremtid i Danmark. Men om den bliver ved med at være en folkekirke, det kan ingen vide. Det kan få en ende, før vi ser os om, og vil utvivlsomt få en ende i tilfælde af, at de, som er begyndt at tale om, at båndene mellem stat og kirke skal løsnes, og at kirken skal til at være "herre i eget hus", får deres vilje, idet det store flertal af - indrømmet - ikke meget nydende, men til gengæld ydende medlemmer af Folkekirken - hvis penge selvfølgelig er lige så gode som alle andres - jo så formodentlig - og meget forståeligt - vil tage bladet fra munden og sige, at nu kan det for resten være nok; for vist har vi da ikke noget imod at betale for at have en kirke; men vi vil sandelig ikke betale de kirkelige aktivister for at belære os etisk og engagere os politisk. Så må de hellere selv få kirken at rode med og betale for!

Der kan virkelig være meget at kritisere ved den folkekirkelige ordning. Men af i hvert fald to grunde bør vi indtil videre fastholde den. For det første står det jo nemlig derved i princippet fast, at der i det mindste er to steder i tilværelsen, hvor der ikke bliver gjort forskel på hvide og sorte får, nemlig i himlen og hos skattevæsenet! Og for det andet må jo i hvert fald - dersom Folkekirken nedlægges - staten til at definere sig selv på en helt ny måde i forhold til religion. Og om den er rustet til det, kan man i høj grad tvivle på.

Det var Folkekirken. Men hvad så med folkeligheden? Ja, egentlig er det ulige lettere at sige, hvad folkelighed ikke er, end, hvad det er. Men man kunne måske alligevel sige, at folkelighed er et spørgsmål om at have en fælles historie og dermed noget, som vi ikke kan løbe fra. Folkeligheden kan vi rigtignok glemme, vi kan ringeagte den, vi kan forsømme den, eller vi kan - som det 20. århundrede jo kom til at rumme så mange forfærdelige eksempler på - forsøge at erstatte den med egne, frit opfundne fællesskaber. Men folkeligheden forsvinder ikke af den grund. Den er nemlig ikke til afstemning, så sandt som vi aldrig kan vælge om eller gøre ugyldigt, hvad vi nu engang er født ind i. At erkende sin folkelighed er derfor at erkende sig selv. Med den er man trods alt noget ( om end ikke meget! ). Men uden den er man da slet ingenting. Kirken derimod har vi intet folkeligt tilfælles med. Den er nemlig Guds suveræne gerning, sat ind i verden som hans redskab til forkyndelse af frelsen i Jesus Kristus. Dette er kirkens eneste begrundelse og eksistensberettigelse. Og om verden så vil tage imod dette budskab, bliver verdens egen sag, og det vil sige: Det bliver din og min sag. Kirken er for alle. Den store glæde, som blev forkyndt i den første julenat, og som det hele begyndte med og altid begynder med i kristendommen, er for hele folket. Alligevel er kirken ikke for alle i bred almindelighed. Valget er op til dig og mig, strengt personligt. Den er et tilbud til hele verden. Ja, men det er rigtignok et tilbud som kun den enkelte: kun du og jeg, kan afgøre os overfor. Så mærkeligt er det. Og så enkelt er det. Og derfor véd man egentlig ikke, om man skal le eller græde, når al diskussion om Folkekirken - som det sker for tiden - gøres til såkaldte strukturspørgsmål: om forholdet mellem staten og Kirkeministeriet og menighedsrådene og alverdens andre råd og synoder og biskopperne og hele den tyrkiske musik i øvrigt. Som om det nogensinde kunne gøre nogen afgørende forskel, hvordan disse ydre forhold er ordnet!

Og Derfor véd man heller ikke, om man skal le eller græde, når man ser alle de former for aktivisme, der skal gøre det ud for liv i kirken og give den et demokratisk alibi og gøre indtryk og imponere i en tid, hvor kun det regnes for betydningsfuldt, som kan komme i medierne. Man véd ikke, om man skal le eller græde, når man samtidig ubetvivleligt fornemmer, at det i Folkekirken næsten er blevet glemt, hvad den er kirke for, nemlig for det, som i den gamle - formmæssigt uovertrufne degnebøn ved gudstjenestens begyndelse - udtrykkes på følgende måde "Herre, jeg er kommet ind i dit hus for at høre, hvad du, Gud Fader, min skaber, du Herre Jesus, min frelser, du gode Helligånd, i liv og død min trøstermand, vil tale til mig". Kun af den grund kommer vi til gudstjeneste. Og kun af den grund opretholder vi også i Danmark en kirke.

Malthe Madsen