Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 17 - nr.1 - Januar 2005


Nyt fra Fællesrådet

Generalforsamling

Af Jørgen Bak og Anna K. Kjeldsen, Fællesrådet

Generalforsamling i Fællesrådet

torsdag d. 17. marts kl. 19.30
på Malling Kro

Den årlige generalforsamling nærmer sig med hastige skridt, og vi vil her meget gerne opfordre potentielle kandidater til forretningsudvalget til at kontakte os.

Det er vort indtryk, at mange opfatter det at være repræsentant i Fællesrådet og/eller medlem af forretningsudvalget som et hverv kun formændene for medlemsforeningerne kan bestride. Men det er ikke tilfældet. Formænd har sædvanligvis rigeligt at se til, så derfor vil vi kraftigt opfordre til at Fællesråds-kontakten uddelegeres til andre. Eller omvendt: hvis du kunne tænke dig at bidrage til et aktivt lokalsamfund, kunne du jo spørge dig for i en af de foreninger, som du er medlem af, om ikke du kunne være foreningens repræsentant i Fællesrådet.

Vi vil gerne have en bred repræsentation af lokalområdet i forretningsudvalget. For tiden er de allerfleste fra Beder med kun en enkelt repræsentant bosiddende i Malling og ingen udenfor de to byer. Derfor er denne opfordring specielt henvendt til dem, der bor i Malling eller udenfor Beder: kontakt os hvis du kunne tænke dig at være med i forretningsudvalget.

Der er en gensidig forståelse for, at det er et frivilligt arbejde, så du skal ikke frygte at det vil tage al din tid. Forretningsudvalget deler arbejdsopgaverne, og engagementet er i høj grad op til dig selv. Som minimum bør du dog deltage i de månedlige forretningsudvalgsmøder, ligesom vi forventer at du aktivt deltager i forberedelse og afvikling af Fællesrådets forskellige arrangementer, - såsom offentlige møder, Grundlovsfesten m.v.

Er du interesseret i dit lokalområde?
Er du medlem af en grundejerforening eller en anden forening eller organisation, der er medlem af Fællesrådet?
Så find ud af hvem der er din forenings repræsentant - eller tilbyd at det kunne være dig!


© Kommentarer om indhold til Webeditor, 15.01.2005

Fællesrådet Fællesbladet