Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 17 - nummer 1 - Januar 2005

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Om synd, skyldfølelse og skyld

"Det er synd!", siger eller tænker vi tit og mener i regelen dermed, at vi har lov til at have en smule ondt af os selv, når vi eksempelvis skuffes i forventningen om en eller anden placering foran andre - som det altså i så fald ville have været synd for! Hvorom alt er, så findes der i det danske sprog næppe noget ord, der er blevet i den grad mishandlet og udtværet til ukendelighed som akkurat ordet "synd". Oprindelig havde det jo vitterlig en ganske anden betydning, der aldeles ikke havde noget at gøre med, at noget var synd for nogen, men at nogen havde forsyndet sig!

Og som det er gået med ordet "synd", sådan er det så også gået med det hermed beslægtede ord: "skyld". I det mindste er der vel efterhånden kun ét sted, hvor vi som moderne mennesker kan få at vide, hvad skyld er, så det gør indtryk, nemlig i banken! I kirken har man tydeligt nok givet op. Her taler man stort set ikke om skyld, men til gengæld i én uendelighed om skyldfølelse.

Hvorfor man gør det, er selvfølgelig ikke svært at forstå; for skyldfølelse er hos de fleste af os let at vække, fordi den er så velbegrundet.. Og gør man det i en god mening - det er som regel den, der giver de værste resultater! - så vil man altså med skyldfølelsen som "tilknytningspunkt" bane vej for kristendommens budskab. Og gør man det i en mindre god mening, så kan der måske via skyldfølelsen etableres et forhold, hvori den, der har skyldfølelsen, bliver afhængig af eller måske ligefrem kommer i lommen på den, der vækker og derefter udnytter den.

Desværre ser det dog ikke ud til, at Jesus interesserede sig for skyldfølelsen. Han har selvfølgelig vidst, at den er et faktum, men sandelig også vidst, at den ikke er et faktum, der kan bygges på. Den er forskellig hos forskellige og skifter med dagens timer, med helbred og humør og daglige erfaringer. Han gjorde ikke noget for at vække den og intet for at afhjælpe den dér, hvor den allerede var vakt.

Derimod talte han om skyld - og det på den mest kontante måde, der tænkes kan; for man kan ikke gøre det mere kontant end ved at hente sine billeder fra pengenes verden, hvor skyld er noget ganske reelt, og det er uden betydning, om vi føler os skyldige.

Der var - sagde Jesus således engang - en mand, der havde to skyldnere: Den ene skyldte ham 500 denarer, den anden 50. Og da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge gælden. Så med andre ord: "skyld", det er, kristeligt set, ikke sådan mere eller mindre at føle sig skyldig eller at have dårlig samvittighed, men at skylde væk: at have gæld. Det kan godt siges, at vi er Guds skyldnere - for så vidt, som vi altså anerkender, at det er fra ham, vi har livet, med dets opgaver og ansvar. Men det liv gives os altid gennem andre: som pligter, som sorger og bekymringer og som usigelige glæder. Og det er så evangeliets påstand, at om vi ellers tør se i øjnene, hvordan de pligter er blevet opfyldt og ansvaret båret: hvordan vi svigtede og kom til kort, hvordan vi gemte os bag vore bekymringer og skjulte os i vore sorger, eller hvordan vi blev overrumplet af glæde, men ikke turde eller ville være ved det, så ser vi samtidig vor skyld!

Skyldfølelsen overlader evangeliet gerne til dem, der enten ønsker at bibringe andre dårlig samvittighed eller nedladende ønsker at gøre dem til stakler, som det er synd for. Men skylden giver det ikke afkald på. Og så kan der ubestrideligt - målt i håndgribelige værdier - være en betragtelig forskel på skyldens størrelse. Men det er ikke afgørende. Nej, for igen: Der var en mand, som havde to skyldnere, den ene skyldte ham 500 denarer, den anden skyldte ham 50. Og da ingen af dem kunne betale, eftergav han dem begge gælden. Nok var skyldens størrelse ikke den samme; men fallitten var de fælles om. Og fallitten sletter alle skel. Og dog: det gør tilgivelsen da Gud ske lov også!