Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 17 - nr.2 - Marts 2005


Udstilling i rådhushallen

Af Anna K. Kjeldsen og Jørgen Bak

Luftfoto af luftfoto

En udstilling i rådhushallen i Århus? Jamen, hvorfor ikke vise Århus, hvad vi kan og vil i Beder-Malling-Ajstrup med vores grønne profil, og hvordan det blev tacklet af interesserede medborgere. Som sagt så gjort, - udstillingen blev sat op mandag den 7. februar med hjælp fra Grøn Guide, Egnsarkivet og andre ildsjæle.

Midtpunktet var igen det meget flotte luftfoto af området behørigt omviklet af den grønne tråd, der snoede sig gennem forhallen (Trafikhallen blandt kendere) og bandt de forskellige plancher sammen til et hele. De samme plancher, som tidligere har været præsenteret af børnene i fritidsklubberne om Vores Natur og af Egnsarkivet om Kulturlandskabets udvikling i Beder og Malling sogne gennem 100 år. Til lejligheden var der opsat nye plancher fra rapporten "Den grønne tråd" suppleret med forskellige fotos fra visionsseminaret samt en beskrivelse af Fællesrådet og dets aktiviteter. Normalt bliver en åbning markeret ved en snor, der klippes over. Men da visionsseminaret og udstillingen i høj grad handler om samarbejde, blev åbningen markeret ved at den grønne tråd blev bundet sammen af formanden for Fællesrådet, Jørgen F. Bak, og Ole Skou Rasmussen fra Naturforvaltningen (kronprinsesse. Mary kunne ikke den dag), hvorefter der var inviteret til en mindre reception.

Alle syntes, at tidspunktet var velvalgt, idet man kunne se frem til en del publikum allerede dagen efter på valgdagen den 8. februar og man håbede også, at mange ville kigge forbi i vinterferien.

Nu skal vi bare videre med den grønne strategi og virkeliggøre det store projekt, forhåbentligt med opbakning fra borgerne. Se mere på www.bma.dk.


Den grønne tråd Den grønne tråd bindes af Jørgen F. Bak, og Ole Skou Rasmussen Både under opsætningen og nedtagningen bemærkede vi, at de fleste, der passerede gennem Trafikhallen, lige dvælede ved udstillingen. Specielt virkede det store luftfoto som en magnet.

Planche blander sig i valgkampen

Om aftenen, da udstillingen var blevet sat op, blev vor Grønne Guide kontaktet af en meget ophidset person.

Der måtte ikke være valgpropaganda på Rådhuset.

Problemet var forbudsskiltet på fritidsklubbens fotocollage nederst til højre - det kunne også læses som bogstavet Ø - og dette bogstav var forbudt så tæt på valgboksene.

En kvinde fra Hammel havde læst om udstillingen i avisen og var taget til Århus udelukkende for at se udstillingen.
Marie Luise Marschal fra Egnsarkivet og Anna-Marie Hjerrild fra Beder foran Egnsarkivets udstilling. En mand fra Århus havde bemærket udstillingen på valgdagen, men konen havde ikke været interesseret, og de havde for øvrigt også haft travlt. Så han besluttede sig for at vende tilbage til rådhuset et par dage senere for at se udstillingen.
Et overblik over udstillingen - Niels Blicher, Poul Lorenzen og Helle Juul Kristensen får de sidste detaljer på plads. En mor med to drenge i 6-7 års-alderen skulle til bryllup på rådhuset. De to drenge var meget interesseret i kortet, men fik at vide, at det kunne de se på senere. Og så hastede de ned mod bryllupssalen. Efter brylluppet var moderen naturligt nok kun interesseret i de nygifte og havde glemt alt om udstillingen. Men ikke de to drenge: De stilede mod det store kort og fik lidt tid til at se på det.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 13.3.2005

Fællesrådet Fællesbladet