Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 17 - nummer 2 - Marts 2005


Kirkeblad for Malling Pastorat - Kirke & Sogn Lammet ved korset

Efter katastrofen

Med tanke på den forfærdelige naturkatastrofe, der indtraf d. 26. december i Sydøstasien og kostede 150.000 mennesker livet, og som har berørt os alle dybt, turde det være uden mening at hævde, at Gud passer på os over for skæbnen. Man skulle rigtignok kende Gud på en anden måde, end vi gør, hvis man skulle kunne sige, at det, vi kalder skæbnen, er hans vilje.

Det hører med til Guds væsens hemmelighed, at der sker uforståelige ting med mennesker. Måske endda med 150.000 mennesker på én gang, tilsyneladende uden barmhjertighed, tilfældigt, terroristisk. Og om Gud nu er ligeglad, eller det bare ser sådan ud, eller Gud gerne ville hjælpe mennesker imod skæbnen, så at alle, hver og én, fik blidere kår, eller Gud gør det for at prøve os: om vores tro er stærk nok, eller Gud måske kun har med skæbnen at gøre, når den er blid, al den slags er aldeles ørkesløse - om end sikkert uomgængelige - spekulationer. Den, der spørger om Guds forhold til det onde, forstået som det, der gør ondt, tager lige så meget fejl som den, der er dum nok til at forsøge sig med et svar. Det eneste, man kan sige, er, at Gud åbenbart ikke lægger helt så megen vægt på medgang, succes og trivsel, som vi gør!

Ja, og så er kristendommen dog ikke desto mindre kommet til os som et evangelium: som et budskab om, at vi i liv og død er i Guds varetægt; for han, der fødtes til jul, døde på korset, og korset, det er Guds kærligheds pris for at bryde ind i vores verden, forstået på den måde, at hvor ondt livet også kan komme til at gøre, så er han med i det, og hvor meningsløs døden end kan være, så findes der ikke det helvede, hans søn ikke er "nedfaren" til, for at vi heller ikke dér skal være Gud foruden.

Anden form for guddommelig varetægt har vi ikke. Og det betyder jo så, at alt det med, at Gud passer på os, så at det går os godt, og helbreder os, fordi han synes, at akkurat vi skal være raske og have succes midt iblandt alle jordens lidende, det er indbildning. Den eneste måde, hvorpå Gud passer på os, er, at vi har hans evangelium.

Ifølge det går vi ikke til grunde. Heller ikke når vi går til grunde! Også da hører vi Gud til. Også da er vi hans. Intet kan ophæve det tilhørsforhold. Men urimelige som vi er, tænker vi, at vi behøver Guds velsignelse til beskyttelse eller til at klare os godt. Men evangeliet vil - helt i modsætning dertil - gøre os uafhængige af og frie i forhold til det at klare sig godt. Det vil lære os: ikke at sætte Guds varetægt i forbindelse med skæbnens gang.

Guds varetægt er evangeliet og intet andet. Det skal vi ikke glemme, hverken når vi forfærdes over naturkatastrofer som den, der indtraf i Sydøstasien, eller når vi selv fortvivler i nød eller under modgang. Og dog er der sikkert allermest grund til ikke at glemme det, når vi i medgang begynder at ville stive os selv af med den løgn, at Guds varetægt består i, at akkurat vi trives og har succes.

Eller som Jakob Knudsen - ham med "Se, nu stiger solen af havets skød ..." - udtrykte det i en artikel i dagbladet Politiken som reaktion på jordskælvet i Messina d. 27. december 1908: "Noget af det friskeste, der er sket i min Levetid, er Jordskælvet i Messina. Midt i Nutiden, der raadner op af Humanitet, viser han sig, som han er, den Gamle, evigfrisk, fuldkommen "inhuman"! ---- Hundredtusind Mennesker, onde og gode, sunde og syge, rige og fattige, troende og vantro - væk er de! Knuste! -

Ja, det er en Skam, at man ikke kunde faa alle vore verdsligt forkyndende, kælent forkyndende Præster og humane Lægprædikanter stillede op som Tilskuere ved denne Begivenhed - ikke for at de skulle gaa paa Hovedet i Messina-Strædet - jeg er ikke ubeskeden i mine Ønsker - men blot for at de kunde se og se, saa de aldrig kunde glemme det."

Tonen og udtryksmåden kan nok diskuteres. Men i protesten imod den humanisering af gudsbilledet, der gør Gud forkælende og skuffelsen rimelig, når vi ikke fik den medgang og succes, vi syntes vi havde fortjent, har Jakob Knudsen indiskutabelt ret.

Malthe Madsen

Døbte i Malling kirke

09 01 05 Mathias Ørum Nygaard
16 01 05 Augusta Brock Moesgaard
16 01 05 Aksel Kumar Lerche Christensen
16 01 05 Ulrikke Borg Johansson
23 01 05 Veronica Rebekka Grünvald Carlsen
30 01 05 Sebastian Lund Hansen
06 02 05 Katrine Holmer Fisker


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 13.3.2005

Fællesrådet Fællesbladet