Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 17 - nummer 3 - Maj 2005

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Mantraer

Som de fleste nok véd, er et mantra en tom lyd, man gentager igen og igen under meditation, indtil bevidstheden er helt tom. Den slags er der i de her år en overflod af. Som vingeskudte fugle flakser de rundt i luften omkring os.

Således taler man ofte i den aktuelle pædagogiske debat om, at børnene skal "tage ansvaret for egen læring". Vendingen er blevet gentaget så mange gange af samfundets hellige mænd og kvinder, at den lyder tilforladelig - selv om jo både tanken og ordene er afsindige, eftersom det bedste ved at være barn er, at man ikke har ansvar. Ansvar, det er noget, vi voksne har; og det er for resten det værste ved at være voksen. Vi har jo vitterlig ansvar for så meget, eksempelvis, at vores børn lærer noget. Men da ansvaret er en tung byrde, søger vi at slippe fra det ved at vælte det over på andre, i dette tilfælde børnene, hvorved man berøver dem deres ansvarsfrihed og dermed deres barndom; og man gør det med en sproglig formulering, der siger noget sludder, men i gentagelsen kommer til at lyde tilforladelig.

Tilsvarende gælder det i dag om at være "omstillingsparat", især hvis man er en del af "det grå guld". Desuden bør man være "lighedsorienteret", men samtidig "offensivt tænkende", dog ikke mere, end at man "bevarer den eksisterende korpsånd, men med ledelsesmæssig pondus", som det hed i en annonce i en søndagsavis for nylig. I en anden annonce stod der, at den foretrukne "skal udvikle en aftalestyringsmodel, en dialogstruktur og en kompetenceudviklingsplan" - og i øvrigt være "resultatorienteret, kende sit eget værd og bevare overblikket i kraft af systematisk og logisk tankegang". Man blev helt lettet, da en annonce efterlyste noget så menneskeligt som "en sygeplejerske med et godt humør"!

Selvfølgelig bruges der i forskellige forgreninger af samfundet særlige sproglige koder; det gælder både sport og politik, jura og erhvervsliv, pædagogik og sundhedsvæsen, kultur og kirke o s v. Men de sproglige koder dækker ofte ikke over noget som helst. Ligesom de religiøse mantraer jo heller ikke gør det.

Værre er det dog, at akkurat religion ofte gør mennesker til hyklere og bedragere: En gruppe mennesker istemmer alle de samme ord og gør det så tit, at de bliver til besværgelser: Således synes de fleste mennesker vældig godt om Jesu "næstekærlighedsbudskab". Men det er nok værd at bemærke, at næstekærlighed næsten altid er noget, man efterlyser hos andre, til trods for, at det dog forholder sig sådan, at hvis man selv praktiserede næstekærlighed, så ville man selvfølgelig slet ikke have behov for at efterlyse den hos andre, men ville have rigeligt i selv at være næstekærlig!

Noget lignende gælder ordet "tolerance". "Tolerant", det er noget, jeg mener, du bør være; og er du ikke tolerant, så er du fundamentalist. Jeg forlanger og forventer, at du er tolerant, det vil sige: ikke mener din mening helt alvorligt; for noget andet kan jo lige så gerne være sandt. Når ordet tolerance bruges, så sker det ofte i en magtkamp, som et våben, der skal svække en anden: Du skal være tolerant, altså slække på din egen holdning, til fordel for min, lyder kommandoen. I daglig sprogbrug udtrykker næstekærlighed og tolerance med andre ord ikke noget som helst virkeligt, men dækker hyppigt bare over farisæisme og selvgodhed hos den, der tager ordene i munden. Som en religiøs besværgelse: et skalkeskjul for magtvilje og selvhævdelse.

Ordene næstekærlighed og tolerance lyder så smukke og tilforladelige; og den, der tager dem i munden, tager sig ud som et humanistisk sindet menneske, der hører til det gode selskab, hvor man holder sig for sig selv og lægger afstand til mindre pæne og dårligt renommerede mennesker, hvad der dog næppe kan kaldes specielt næstekærligt, hvis ordet skal tages for pålydende og ikke bare aflires som en religiøs besværgelse.

Om farisæerne: sin egen tids gode selskab, sagde Jesus, at de lignede kalkede grave. Udadtil var de pæne og kultiverede, men indeni fulde af råddenskab og uhumskheder. Dermed har han skabt en tommelfingerregel, forstået på den måde, at når du står over for et menneske, der vil belære dig om næstekærlighed og tolerance, så står du over for en person, der vil tage sig ud og gi' den: vil have magt over dig og gøre dig usikker og skamfuld. Du skal gøres lille, for at vedkommende kan blive stor, stor i slaget, de store ords missionær.

Selv talte Jesus aldrig om næstekærlighed; men han kom næsten i møde med ubetinget kærlighed. Hans næstekærlighed var ikke ord, men handling, ikke teori, men praksis. Kun på forespørgsel nævner han kærligheden til næsten og knytter den da uløseligt sammen med kærligheden til Gud, nemlig da en farisæer spørger ham: Hvad er det største bud i loven? Og samtidig betones det så - meget sigende - på det sted, at farisæeren ville stille en fælde for Jesus. I bagtanken med sit spørgsmål har farisæeren med andre ord allerede forsyndet sig imod buddet om at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og sin næste som sig selv, mens Jesus derimod dels henviser til buddet og dels lader spørgeren og hans elendige kumpaner gå i deres egen fælde ved et absurd og humoristisk modspørgsmål.

Kun på foranledning henviser Jesus til buddet om at elske næsten. Aldrig taler han generelt eller abstrakt om det; for i samme øjeblik du gør det, har du allerede svigtet buddet, der kun har mening som praksis: som levet liv. Som teori eller program er buddet om næstekærlighed en uforskammethed, eftersom den, der påberåber sig det, uvægerligt bruger det imod dets hensigt, nemlig til at tryne og nedværdige andre med. I hvert et ord, Jesus siger, i alt, hvad han gør, afskaffer han som løgn og bedrag den religion, der ikke er andet end undertrykkelse og nedværdigelse, hule besværgelser og tomme ritualer; og han gør det for livets skyld. For din og min menneskeligheds skyld.

Malthe Madsen