Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 17 - nr.4 - August 2005


Biblioteket

Beder-Malling Bibliotek

Nyt fra biblioteket

Velkommen til en ny bibliotekssæson!

Bogsalget

i foråret indbragte ca. 5000 kr., og det er pænt omend ikke flot i forhold til tidligere år. Pengene vil som sædvanligt blive brugt til indkøb af nye bøger og andre materialer, så bogsalget gavner på flere måder. Helt slut er det nu ikke, for vi kasserer jo løbende og har reoler til formålet på førstesalen, hvorfra man kan købe hele året - uden massiv markedsføring!

Sommerbogen

er en nyskabelse i vores område i år. Op til ferien udleverede vi en folder til børn mellem 8 og 14 år med budskabet: Læs 5 bøger i sommerferien og få en bog som præmie. Konkurrencen løber indtil d. 17. august, så måske kan det også nås for dem, der først opdager tilbudet nu.

I folderen skal man skrive de 5 bøger ind, man har læst, og få et stempel for hver, når de afleveres. Samtidig skal man aflevere en lille anmeldelse af en af bøgerne. Alle, der opfylder betingelserne, får en præmie. Og man må kun deltage én gang.

Amaliegården udstiller i august

Børnehaven Amaliegården er en af de børnehaver, der har deltaget i det landsdækkende projekt Læselyst ved at have haft en af vores flyvende kufferter på besøg. Denne kuffert indeholdt bøger med eventyr, og ud af dette projekt kommer en lille udstilling, der vises på biblioteket i august måned.

Ny opstilling af reserverede materialer til afhentning

Selvafhentning har nu fungeret i et års tid, og med lidt assistance er det til at håndtere for de fleste. Vi forsøger nu at gøre det nemmere at finde de materialer, man har bestilt og har fået besked om kan hentes. Under hver afhentningsdato på afhentningshylderne får hvert materiale nu et løbenummer, der står både i reserveringsmeddelelsen og i materialet. Cd'er, dvd'er og spil vil stå for sig. Forhåbentlig vil alle synes, at det nu bliver endnu nemmere at finde deres reserverede materialer - det siger erfaringen fra andre biblioteker, der allerede har taget metoden i brug.

Efterårets børnearrangementer og udstillinger

vil løbende blive annonceret. Hvis nogen har ideer til en udstilling med egne eller andres produkter, er de velkomne til at henvende sig på biblioteket.

Ny medarbejder søges

Vores betroede assistent gennem 12 år Kirsten Voldum Nielsen har valgt at gå på pension. Hendes gode service og personlige omsorg for lånerne er legendarisk, og vi ønsker hende et godt, langt og velfortjent otium.Vi søger nu hendes afløser. Stillingen er ledig til besættelse d.1.september og er på 22 timer ugentlig.Stillingsopslag vil blive bragt i Århus Stiftstidende søndag d.7.august og i Århus Onsdag d.10.august og kan også ses på Århus Kommunes Bibliotekers hjemmeside: www.aakb.dk samt på Beder-Malling bibliotek.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 30.7.2005

Fællesrådet Fællesbladet