Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 17 - nummer 5 - September 2005

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Det er ikke en menneskeret at have det rart

Når vi hører ordet "salig", tænker vi vel først og fremmest på den store hvide, palmesvingende flok foran Guds trone. Og dog er det værd at mærke sig, at i Jesu bjergprædiken har det en ganske anden betydning; for hvad er det i grunden for en slags mennesker, han dér priser "salige"?. "Salige er", siger han. Og så kommer det - fuldstændig overrumplende -: de fattige, de sørgende, dem, der lider uret, de forfulgte og forhånede osv. Med andre ord: de mennesker, hvis liv er fyldt med lidelse. Eller man kan sige, at vilkårene for de mennesker, Jesus dér nævner, har det til fælles, at de står i skærende kontrast til, at disse mennesker prises salige.

Så melder sig naturligvis spørgsmålet: Hvad er meningen? Skal det nu gøres til noget fortjenstfuldt at være ramt af lidelser af den ene eller den anden slags? Eller skal man måske ligefrem opsøge lidelser for at turde regne sig for salig?

Selvfølgelig ikke! Det ville jo være at gøre det at være kristen til skaberi og hysteri. Men kristeligt set står og falder alt nu engang med, hvordan vi reagerer på de lidelser, der uundgåeligt, i højere eller ringere grad, hører med til livet. Vi kan jo nævne, hvad det skal være af meningsløsheder: sygdom og alderssvækkelse, sorg og smerte, savn og tab - før eller siden rammes vi af det ene eller det andet, og døden venter os alle. Og når vi rammes, så kommer alt an på, ikke, hvordan vi har det, men hvordan vi ta'r det: om vi tager også det, der gør ondt, som en gave, der ikke kan være andet end god, fordi det er Gud, der giver den!

Om den Gud, man - helt i modsætning hertil - møder i megen kirkelig forkyndelse og pædagogik og såmænd også langt ud over de kirkelige cirkler er der næppe andet at sige, end at det er et glansbillede, eller en papfigur, et poetisk udtryk for, at livet ikke er det værste, man har, og om lidt er kaffen klar, og noget med, at i hvert et solstrejf er Gud nær. Men målt med et ganske almindeligt menneskelivs erfaringer kan enhver vel sige sig selv, at det mildest talt ikke passer. Og hvad mere er: den Gud, man møder i både Det gamle og Det nye Testamente, er jo ikke sådan en rar lille fyr, der handler rationelt og nydeligt og har en godtepose parat til os alle sammen; men han er det ubegribelige, der overskrider alle menneskelige forestillinger, én, af hvem man kan vente ikke bare det vidunderligste, men også det forfærdeligste.

Eller igen: ikke at man skal opsøge lidelser, endsige ønske, at andre kommer til at lide. Men hvis man tror, at livets kristelige mening består i at have det rart og få det rare til at vare, så er man galt afmarcheret. Man har nemlig ikke med den holdning først modtaget det onde som Guds gave og opgave, men man har tværtimod stødt sig på det som en uorden, der ingen steder har hjemme, og som derfor for enhver pris må skaffes ud af verden.

Selvfølgelig kan man da godt med den holdning bekæmpe det onde, der så vist altid skal bekæmpes. Men den kommer meget nemt til at slå om i desperation, hysteri eller panik; for når man ikke handler ud fra en accept af, at livet under alle vilkår er Guds velsignede gave, så må det naturligvis være af den yderste, desperate vigtighed at få skaffet lidelsen til side. Men det lader sig nu engang ikke gøre. Og derfor er anstrengelsen ikke kun desperat; den er fortvivlet. Det kan ganske vist se meget alvorligt ud. Men det er en illusion; for alvor har ikke noget med fortvivlelse at gøre.

Eller - kan man sige - alvor, det er - kristeligt set - at bringe sit liv i samklang med de vilkår, hvorpå det er blevet én givet og fremdeles gives. Det, som skal til, er en helt grundlæggende accept. Kun dermed kan man føre den ægte kamp imod det onde, med livsmodet, sindets ligelighed og munterheden i behold. Man kan gøre det uden at blive desperat; for alt afhænger slet ikke af, om man sejrer i den kamp. Man kan roligt se udfaldet i øjnene; for man har på forhånd accepteret det, uanset hvordan det måtte blive. Man kan gøre det frygtløst, uden at forfalde til bitterhed eller klynkeri. Man er ikke bange for det, der gør ondt. Man har på forhånd samtykket i det. Dersom man lever sådan, så er man "salig" i kristelig forstand.

Det er nu engang ikke en menneskeret at have det rart. Men måske er det en menneskeret at have lidelse. Der er i det mindste intet, der som det at være i nød giver én en chance for at modnes og forbedre sig som menneske. Og som en ekstra gevinst at forstå, hvad kristendom er.

Malthe Madsen