Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 17 - nr.6 - November 2005


Læserbreve

Sporenes dag

Af Kurt Ivan Pedersen, Malling

Søndag den 23.oktober var vi et par fra Malling, som troede, vi skulle mødes med en masse venner, bekendte og nogle vi ikke kendte, til en fælles travetur samt en masse oplysninger om "Sporet ved Friluftsgården". Vi fik en masse oplysninger, da Erik Moes kunne koncentrere sig 100 % om parret fra Malling, da vi var de eneste to, som mødte op. Synd for Erik, som havde forberedt sig til et stort fremmøde, men endnu mere synd for jer, som blev hjemme.

I Danmark har vi mere end 100 spor, som er vandrerstier på private områder, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden. Fire af disse spor har vi her i Beder-Malling-Mårslet. Ét ved Bredballegård, ét i Fløjstrup skov med start ved Ajstrup camping og slut ved Moesgård strand (ishuset) eller omvendt, ét fra Mårslet til Moesgård strand (ishuset), og ét ved Friluftsgården. Er du stadig ligeglad, eller vil du gerne vide mere, har du disse muligheder. På biblioteket ligger foldere med kort og tekst eller klik ind på www.spor.dk

Sporenes dag er en årlig tilbagevendende begivenhed, men du behøver ikke vente til næste år, sporene ligger allerede og venter på dig, så - rigtig god tur !

Hvad forhindrer et tilbud om "Åben Klub"?

På vegne af forældregruppen: Lise Lotte Enevold Hansen, Helle Thomsen, Sussie Østerby og Christa Thomsen

Kære kommunalpolitikere, vi er en gruppe forældre i Malling, der gerne vil høre jeres mening om det forhold, at langt fra alle børn i Århus Kommune er omfattet af et tilbud i en fritidsordning/-klub, når de forlader 3. klasse i en alder af blot 9-10 år.

Problemet har været det samme i 10 år eller mere og er bl.a. kommet til udtryk i utryghed, social isolation, et år ekstra i børnehaven (en dyr løsning!), nedprioritering af jobbet og et stigende antal protestaktioner. Noget tyder på, at der er brug for en ny model.

I den sammehæng rejser vi følgende spørgsmål:

  • Er det ikke - helt principielt - et problem, at der ikke er lige ret for alle 9-10-årige børn?
  • Hvor stort er pasningsbehovet? Er der ikke snarere brug for et sted, hvor der er et fællesskab og nogle aktiviteter?
  • Hvorfor kan to børn ikke dele en plads?
  • Har børn i 7. klasse brug for en fuld klubplads?
  • Giver de stadigt mere detaljerede og svært gennemskuelige kriterier for tildeling af pladserne overhovedet mening?

Lad os høre jeres mening, så vi kan beslutte, hvor vi skal sætte vores kryds.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 21.11.2005

Fællesrådet Fællesbladet