![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Nyt om butikker og erhvervMarkmus - på denne årstid?Af Heino Hermann, redaktionen Jo, den skulle være go' nok. Markmusen er set i Beder, nærmere bestemt på Skeltoften 17. Den er efter sigende nemmest at få øje på om mandagen mellem klokken 15 og 18, men kan dog også træffes efter aftale. Forvirret? Markmusen er en nyåbnet børne-/legetøjsbutik i Beder. Det er den 31-årige pædagog Anita H. Mikkelsen, der har lagt hus til "musen". - Jeg har længe gået med ønsket om at forsøge mig som selvstændig, og da chancen bød sig, vil jeg med Markmusen prøve drømmen af, fortæller Anita. Der er som nævnt fast åbningstid om mandagen fra 15-18, men folk er meget velkomne til at ringe og aftale besøg på andre tidspunkter. På billedet ses Oliver Buch afprøve båthornet på en traktor. Der var ingen tvivl om, at den faldt i hans smag. Trolde på torvet i BederAf Heino H. Krüger En ny børnetøjsbutik er i disse dage ved at blive indrettet på Beder Butikstorv. I Profil Optiks gamle lokaler åbner om kort tid butikken "Ylle Dylle Dolle" med kvalitetstøj til drenge og piger i alderen nul til 12 år. Bag butikken med det sjove navn står 32-årige Malene Skyum Jensen, der kvitter jobbet som skolelærer på Skovbakkeskolen i Odder for at forfølge drømmen om at blive selvstændig. "Jeg har altid haft lyst til at få foden under eget bord, og da jeg samtidig har tre børn, var det naturligt at åbne en børnetøjsbutik," fortæller hun. Familiens tre krudtugler på seks, fire og to år er alle vilde med Halfdan Rasmussens rim om de tre små lodne trolde Ylle, Dylle og Dolle, så derfor var det oplagt at kalde butikken netop det. "Der bliver smart tøj i en lækker kvalitet og til en fair pris", siger Malene Skyum Jensen. Udover tøj fra blandt andet Me Too, Noa Noa Miniature, Molo og Jackpot/Cottonfield vil man også kunne finde sko fra Mod8 og Moki. Desuden hårpynt, puslespil, barnevognstæpper, hagesmækker og pusletasker. Malene Skyum Jensen håber at tiltrække kunder fra både Højbjerg, Odder, Mårslet, Malling og Solbjerg. Ylle Dylle Dolle åbner den 26. januar. Se evt. også www.ylledylledolle.dk. 25-års tandlæge-jubilæumTandlæge Søren Calmar fejrer 1. februar 25-års jubilæum. Klinikken, som for 25 år siden lå på Byvej 6, overtog Søren Calmar som en halvdagspraksis. I 1992 flyttede klinikken over på Kirkebakken 5A, hvor den gamle mejeribestyrerbolig blev omdannet til klinik. I starten var der kun en klinikassistent og Søren, men i dag er der to tandlæger, en tandplejer og tre klinikassistenter. Hertil kommer Tove Calmar, som altmulig-menneske, hun laver regnskab, hjælper med til tandbehandlinger, tager telefon og meget mere. Dagen fejres med åbent hus fra kl. 14.00, hvor patienter, leverandører og venner af huset er velkomne. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 15.1.2006 |