Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 18 - nummer 1 - Januar 2006

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Hvad lyder der ved kisten:

Mindetale eller forkyndelse?

I Danmark har vi ikke noget begravelsesritual. Hvad der står i den kirkelige ritualborg i afsnittet om "Begravelse" er kun af vejledende karakter. "Forordnet" er kun de tre skovlfulde jord, der kastes på kisten, ledsaget af de noksom bekendte ord, som forkynder, at nu er alt uigenkaldeligt forbi. Hvordan en begravelses- eller bisættelseshandling derudover skal forløbe, er det helt op til de nærmeste pårørende og præsten i forening at bestemme. Men den vældige magt, der hedder "skik og brug", følges selvsagt i langt de fleste tilfælde. Og skik og brug varierer måske nok fra sogn til sogn eller fra egn til egn, men ikke meget.

At gravtalen indeholder et biografisk afsnit, synes således at være praksis de fleste steder. Det er der en solid tradition for. Og en mere eller mindre udtalt forventning herom møder man da også som præst normalt. Om man så altid kan honorere denne forventning, er jo imidlertid en anden sag. I store bysogne - eller i et forstadssogn med mange tilflyttere, som eksempelvis Malling - er det vel ikke rimeligt at forvente, at præsten kender alle. Og vil man så hertil sige, at i de tilfælde, hvor præsten ikke selv har kendt afdøde, må han eller hun virkelig forlade sig på de oplysninger, de pårørende giver, så er der hertil at replicere, at det er et meget tvivlsomt grundlag at have; for - ærligheden i ære - i hvor mange tilfælde tør vi egentlig, hvad angår en bedømmelse, vurdering eller karakteristik af et andet menneske, forlade os på, hvad andre siger? At de er - eller har været - "tæt på", er på ingen måde en garanti for et minimum af "objektivitet". Det er vel i grunden kun en garanti for et maksimum af "subjektivitet".

Eller sagt på en anden måde: Om de døde skal man kun tale godt - det er en regel, som ubetinget må respekteres! - Men rigtignok skal det, der siges, jo gerne være i overensstemmelse med sandheden. For så vidt, som nogen altså kender den!

Nuvel, der er selvsagt ingen grund til at give regler for, om den afdøde skal æres gennem tale eller gennem tavshed. Derimod kan der nok være grund til at overveje, hvorfor gravtaler sædvanligvis indeholder et biografisk afsnit. Man kan spørge: Af hensyn til hvem omtales afdødes liv og levned, herunder hans eller hendes mere acceptable egenskaber? Sker det af hensyn til de nærmeste pårørende eller af hensyn til dem, man kunne kalde "tilskuerne": dem, der ikke personligt er berørt? Andre muligheder kommer nu engang ikke i betragtning.

Ja, af hensyn til de nærmeste pårørende kan det vel ikke være. Hvad det biografiske angår, er det næppe muligt at fortælle dem noget, de ikke véd i forvejen. Og for så vidt, som de virkelig bærer sorg og véd, at det at erindre den døde er en opgave for hele livet, er de vel slet ikke interesseret i at få udmalet det mere eller mindre vellignende portræt af hende eller ham. Skulle det trøste dem at høre om hendes eller hans gode egenskaber? Også de er jo døde. Og det var vel ikke de gode egenskaber, de elskede, men et menneske af kød og blod, et levende menneske på godt og ondt?

Overhovedet må det vel siges, at det, som for de nærmeste var allermest dyrebart og betød allermest i forholdet til den døde, ikke er af en sådan karakter, at det er egnet til at blive bredt ud for en større kreds af mennesker.

Tilbage bliver så hensynet til tilskuerne, eller i bredere forstand: "offentligheden". Og det svarer da også meget godt til, at kirkelige mindetaler gennemgående især beskriver den afdødes liv i samfundet og blandt arbejdsfæller.

Men lige så megen grund der også kan være til i al redelighed at omtale dette, lige så lidt grund er der til at begræde eller beklage en eventuel udeladelse heraf. Det er jo netop kun tilskuerne: de, der sidder på de bagerste rækker i kirken, og som ikke for alvor har mistet noget, der tages hensyn til, når det biografiske trækkes frem. Og det er vel et spørgsmål, i hvor høj grad der egentlig bør tages hensyn til dette hensyn - ikke mindst når man betænker, at eftermælet under alle omstændigheder er en streng herre, og at dets broder: glemslen, rider hårdt. Det kan mange lyslevende gamle og syge tale med om.

Hovedvægten i en kirkelig gravtale bør selvfølgelig ikke falde på det biografiske, men på evangeliet. Det afgørende er og må være, at Guds ord prædikes, ikke til pris for den døde, men til trøst og livsmod for de levende - derved, at de bliver mindet om syndernes forladelse og om det "levende håb", som ethvert kristent menneske er "genfødt til".

Malthe Madsen