Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 18 - nummer 2 - Marts 2006


Beder Skole

Beder Skole

Den gode historie:

Stor tilslutning til valgmøde

Som landets øvrige skoler har Beder Skole afholdt valgmøde med henblik på at vælge skolens politiske ledelse, skolebestyrelsen, for de kommende fire år. Mødet fandt sted 31. januar, og 49 forældre havde afset tid til at bakke op om dette valg.

På baggrund af tidligere års erfaringer var der stor spænding om antallet af fremmødte, og vi må betegne det som en ubetinget succes, tæt på at være topscorer på landsplan, at så mange deltog. En ihærdig indsats fra den nuværende skolebestyrelse for at vække interessen i forældrekredsen blev hermed belønnet.

De fremmødte valgberettigede repræsenterede stort set alle klassetrin. Byrådsmedlem Margrethe Bogner bød velkommen, hvorpå skolebestyrelsesformand Kirsten Petersen fortalte om arbejdet i skolebestyrelsen. Skoleinspektør Dorthe Demuth orienterede derefter om valget. Skolen benyttede lejligheden til at få forældres respons på de tanker, vi har gjort os i forhold til, hvilke visioner og værdier der skal kendetegne Beder Skole fremover. Karen Møller, forældrevalgt skolebestyrelsesmedlem, fremlagde indholdet af en midtvejsstatus på visions- og værdiprocessen. Forældrenes kommentarer, synspunkter og råd inddrages i det videre arbejde.

Herefter præsenterede de 6 forældre sig, der havde afklaret, at de ville stille op. Senere har yderligere 2 meldt sig. Der skal være 7 forældrevalgte i skolebestyrelsen, og det betød kampvalg til skolebestyrelsen. I næste nummer præsenteres den nye skolebestyrelse, som tiltræder 1. april 2006.

Den trælse historie:

Der er også rusmidler blandt unge i Beder

Skoledistriktsgruppen for de 12-18-årige, som består af klubledere, SSP-lærere, UU-vejleder, ungdoms- og skoleledere fra lokalområdet, mødes jævnligt for at tage pulsen på, hvad der rører sig blandt de unge i lokalområdet. På det seneste møde sammen med Malling optog især to emner os.

Rusmidler: amfetamin, ecstasy m.m. Der har i længere tid været fokus på, at unge på ungdomsuddannelserne var i tæt kontakt med rusmidler, typisk amfetamin og ecstasy. Dette har bredt sig til enkelte unge helt ned i skolealderen. Hvis forældre og andre har mistanke om, at der finder misbrug eller handel sted, opfordrer vi til, at man retter henvendelse til skolen. Selvom mistanken af og til kan hvile på et løst grundlag, er det vigtigt, at de unges forældre bliver bekendt med det, så opmærksomheden kan skærpes. Kontakt gerne SSP-lærer og UU- vejleder Per Vandbæk og pædagogisk leder Jan Møller-Nielsen, skolens repræsentanter i Unge-gruppen.

Læs mere på www.ssp-aarhus.dk.

BUK-fester

Beder Ungdomsklubs (BUK) fester har på det seneste udviklet sig i uheldig retning til stor gene for BUK’s nærmeste omgivelser og skaber nogen utryghed for unge og forældre. Festen tiltrækker mange unge, der ikke har tilknytning til klubben eller lokalområdet. Desuden foregår der en del leben udenfor BUK’s område, som er mindre heldigt. Skoledistriktsgruppen støtter, at BUK fortsætter med at holde fester for klubmedlemmer i Malling, Mårslet, Solbjerg og Beder, og at forældre og medarbejdere bakker op, så det kan foregå i en tryg atmosfære uden gene for lokalområdet. Hvis man ikke er glad for sport, er der ikke mange andre tilbud til unge, så vi skal helst bevare de tilbud, der er!


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 20.3.2006

Fællesrådet Fællesbladet