Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 18 - nummer 2 - Marts 2006

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Evangeliet som befaling og tilsagn

Ingen, der kender lidt til Det nye Testamente, kan være uvidende om, at kristendommens budskab: evangeliet, rummer en spænding, på den måde, at en befaling er knyttet sådan sammen med et tilsagn, at det første ikke er en forudsætning for det sidste i en tidsmæssig rækkefølge, men de smelter sammen i fuldstændig samtidighed, uden at der slås af på nogen af delene.

Netop denne spænding var det, Luther genopdagede og udtrykte på den måde, at evangeliet er både "lov" og "evangelium", begge dele i samme grad og på samme tid. Med sin "lov", der udøves af "det verdslige regimente" og al øvrighed, i det politiske, sociale og familiemæssige liv, regerer Gud over sin skabnings timelige og jordiske tilværelse: over "kroppene". Det er netop Guds nåde i lovens skikkelse, at der er "ordninger" til: at der findes øvrighed og myndighed, som kan ave det onde og tvinge også de uvillige til at tjene deres næste, samtidig med, at de arbejder for deres eget daglige brød. Men det er Guds nåde i evangeliets skikkelse, at over "sjælene" hersker ingen anden myndighed end Guds egen. Derfor er troen fri, fordi den alene er bundet til Gud: lever i dag af hans nådes ord og venter alt godt herefter.

Udtrykt på en helt anden måde og under andre forhold er det den samme spænding, der ligger bag Grundtvigs tale om det menneskeligtfolkelige og det kristelige: om "skolen", hvis sag det er at oplyse om "loven", det vil sige livsvilkårene, så at et menneske virkelig kommer til at kende sig selv og sine sande vilkår: at det er skabt, faldet og behøver en forløsning - og om "kirken", som aldrig er andet end et redskab for Guds nådes ord til den fra Gud faldne skabning.

Og - trods alle forskelle - spændingen møder vi igen hos Søren Kierkegaard: Netop i det skrift, hvor han stærkest gør gældende, at kristendommen er en befaling, som kun kan opfyldes i ubetinget lydighed, hedder det, i en sammenfatning af det hele i den kortest mulige form: "Og hvad vil så alt dette sige? Det vil sige, at enhver især --- skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være --- en kristen, oprigtig for Gud tilstå, hvem han er, at han dog værdigt må tage imod nåden, der tilbydes enhver --- Og så ikke videre; så passe han for resten sit arbejde, glad ved det, elske sin hustru, glad ved hende, opdrage sine børn, sig selv til glæde, elske sine medmennesker, glæde sig ved livet."

I Det nye Testamente er den her antydede spænding vel intet sted markeret så tydeligt som i Mattæus-evangeliets 8. kapitel. Her kommer en mand : en romersk officer - "af dybsens nød", kan man roligt sige - til Jesus med en bøn, som ikke var et udslag af krævementalitet, men udsprunget af, at en af hans nærmeste lå lammet derhjemme og led forfærdeligt. Han bad fordi han ikke kunne lade være, og nogen anden grund til at bede er der da heller ikke. Han krævede ingenting; for han var jo soldat og vidste derfor fra sig selv, hvad det vil sige at stå under kommando. Han kendte den magt, ordet har, når det bliver til befaling. Og så fik han da et ord at høre, som på én gang var en befaling: "Gå!" og et tilsagn: " - det skal ske dig, som du troede!" Og derefter havde han så på hele den lange vej hjem intet andet end det ord at holde sig til. Men at han var lydig imod det, viste sig derved, at han gik. Tydeligere kan det vel ikke siges, at hvad nu end vi forstår ved "tro", så er den tro, evangeliet taler om, ikke en mere eller mindre usikker mening; men det er: at være tro, som man kun er det, når man ikke har anden mulighed.

Lad så være, at man da godt kan sige, at denne mand først kom til troen, da han var kommet hjem og kunne konstatere, at ordet havde skabt, hvad det havde nævnt. Men en "troende" - i evangelisk forstand - var han dog for alvor kun i det tidsrum, hvor han var på vej hjem og alene havde en befaling og et tilsagn at holde sig til.

Spørgsmålet er så, om vi - når det kommer til stykket - er anderledes stillet end denne romer. Og det er vi selvfølgelig ikke. Dybest set lever dog også vi på vejen igennem livet i uvished, en uvished, som næres af de trosomstyrtende og tvivlsfremkaldende erfaringer, vi alle sammen gør, når vi rammes, så det virkelig gør ondt. Og dermed er også for os troen den eneste mulighed. Og at vi så alligevel - fordi vi ikke kan udholde uvisheden - kræver "mere tro", - i hvert fald mere at tro på: noget, som kan tyde på og tydes i retning af, at der trods alt er en mening med livet, det véd vi da godt. Men samtidig véd vi også, at for hvert tegn, vi får, kommer vi før eller siden i bekneb for et nyt.

Vi er med andre ord ikke uvidende om, at vi er ulydige og troløse. Nej, men når evangeliet så har indskærpet os vores ulydighed, så skifter det tone og forkynder, ikke dom, men lutter glæde. Nu er det nemlig ikke mere bare en befaling, som holder os fast på pligt, ansvar og skyld, men også - og lige så ubetinget - et tilsagn om, at Guds yndest og gode vilje kan vi altid trække på.

Malthe Madsen