Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 18 - nr.3 - Maj 2006


Eskegården

Lokalcenter Eskegården

20 års jubilæum - torsdag den 1. juni 2006

Lokalcentret blev etableret på grundlag af en byrådsbeslutning om, at der i hvert lokalområde i kommunen skulle være et lokalcenter med selvstyrende ledelse og høj grad af indflydelse og medbestemmelse for borgerne. Ligeledes skulle sundhedsfremme og forebyggelse for alle borgere i lokalområdet være i særlig fokus.

I starten var Lokalcenter Eskegården beboet med 24 beboere i hver sin bolig, og der var ansat ca. 80 medarbejdere til driften af lokalcentret og til at hjælpe borgerne i eget hjem.

I dag er lokalcentret fortsat beboet med 24 beboere i hver sin bolig, og der er omkring 200 medarbejdere tilknyttet lokalcenter Eskegården og Kildevangs samlede virke.

Lokalcenter Eskegården er nemlig i dag en del af et samdrevet lokalcenter - med fællesnavnet Lokalcenter Eskegården og Kildevang.

Det samdrevne lokalcenter omfatter foruden Lokalcenter Eskegården, plejeboligerne på Kristiansgården, plejeboligerne på Malling Plejehjem, ældreboligerne på Mallinggårdsvej samt lokalcenter Kildevang i Mårslet, hvor der er både plejeboliger og boliger tilknyttet centret.

Lokalcentret kan i dag tilbyde at give rammerne til mange brugerstyrede aktiviteter som træ- og læderværksted, humørklubben, fællesspisning, billard, cykel- og traveture, veteransport, gymnastik og træning, bankospil, selvtræning, svømning, fredagscafé, datastue, nabokomsammen, litteraturstudiekreds, læsegruppe m.m.

Jubilæumsdagen - den 1. juni 2006 - vil blive festligholdt ved et åbent hus-arrangement på Lokalcenter Eskegården.

Se opslag herom i lokalområdet og i dagspressen, når vi nærmer os jubilæumsdagen.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 14.5.2006

Fællesrådet Fællesbladet