Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 18 - nr.3 - Maj 2006
Arrangementer
Grundlovsfest
5. juni kl. 14.00
Festpladsen i Egelund
Fællesrådet inviterer til Grundlovsfest, så lad os mødes i det grønne med taler, sang og musik. I år underholder familien Kielberg med spillemandsmusik.
Program:
- kl. 14.00 Velkomst
- kl. 14.30 Grundlovstaler
Byrådsmedlem Steen B. Andersen, Beder Byrådsmedlem Bjørn Kristensen, Højbjerg
- kl. 15.00 Pause
I anledning af Fællesrådets 20-års fødselsdag byder Fællesrådet på kaffe/te og kage, som kan hentes ved spejderne på pladsen I pausen underholder familien Kielberg
- kl. 15.20 Fællesrådets pris
Køb drikkevarerne hos spejderne!
Arrangeret af
Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup
AA-møder i Beder
Af Anonyme Alkoholikere i Beder
Torsdag den 20. april holdt Anonyme Alkoholikere det første AA-møde i Beder Sognegård, og der vil fremover være AA-møde hver torsdag kl. 19.30.
I Beder-Malling-området er en række mennesker kommet sig af deres alkoholmisbrug ved regelmæssigt at gå til AA-møder i Århus. Efterhånden, som antallet er vokset, er der opstået et ønske om også at kunne tilbyde AA-møder lokalt. Den anden torsdag om måneden afholdes åbent møde for alle, f.eks. pårørende til alkoholmisbrugere.
Hvis du mener, AA er noget for dig, er du velkommen til at kigge ind næste torsdag. Hvis én, du holder af, har problemer med alkohol, eller du er interesseret i Anonyme Alkoholikeres program, er du velkommen til at komme til et af vore åbne møder. Du kan også læse mere på hjemmesiden www.anonyme-alkoholikere.dk.
Sankt Hans-fest i Ajstrup
Traditionen tro afholder Ajstrup Camping også i år stor Sankt Hans-fest den 23. juni på stranden. Arrangementet starter kl. 18. Alle er velkomne til at møde op. Det endelige program er ikke på plads endnu, så hold øje med aviserne eller kig ind på www.ajstrupcamping.dk
Kræmmermarkeder
I juli og august afholdes der kræmmermarked på Ajstrup Camping. Det er de fire onsdage: 12. juli, 19. juli, 26. juli og 2. august, hver gang fra kl. 16 til kl. 21. Kig forbi og se om du kan gøre en god handel.
Loppemarked i Ajstrup Forsamlingshus
Den 17. og 18. juni kl. 11.00 - 16.00 afholdes der loppemarked i Ajstrup Forsamlingshus, hvor overskuddet går ubeskåret til støtte for Ajstrup Forsamlingshus. Vi håber, at vi på disse 2 dage kan få lidt penge i kassen, så vi har mulighed for at friske det snart 100 år gamle hus op. Vi håber derfor, at man vil kigge forbi og gøre en god handel eller blot for at købe en kop kaffe/kage. Har du ting og sager, du vil give til vores loppemarked, kan det afleveres i Ajstrup Forsamlingshus efter aftale med Dorthe tlf. 86 93 33 30 eller Vìgdis tlf. 25 38 45 05. Vi har - i begrænset omfang - mulighed for at afhente tingene. Store ting, som køleskabe og frysere har vi desværre ikke mulighed for at aftage.
|