Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 18 - nr.3 - Maj 2006


Fritids- og ungdomsklubber

Beder Fritidsklub Beder Ungdomsklub
Malling Fritidsklub Malling Ungdomsklub

Beder Fritidsklub

7. klasses afskedstur

Lørdag d. 8 april tog 19 medlemmer og 4 voksne af sted på skitur til Idre Fjeld i Sverige.

Der var en rigtig god stemning og folk hyggede sig på den lange bustur derop.

Da vi var inde for at få ski, blev det for de voksne Beder “børnehave”, da kun fire medlemmer havde prøvet det før, og alle, der har været på ski, ved, hvor svært det er at holde balancen i et par skistøvler og samtidig spænde dem, derfor måtte vi på knæ for de kære “små”!!

Første udfordring var nogle meter ned ad den sorte bakke og derefter med tallerkenliften op (eller hen).

For Karina blev den største udfordring bare hele tiden at holde det dorske sne væk fra skiene ved ikke at stå stille, hvilket var svært, når man til tider skulle op at stå igen, og ikke nok med det, så skal man også lære, at man ikke kan køre med front mod et hegn for at holde en pause, da skiene jo er længere end ens arme!

Mange fik lynhurtig fat i, hvordan man kom fremad, og begyndte at kede sig på bakken, de ville gerne have større udfordringer og tog en tallerkenlift ned og op igen….

Andre blev trætte efter hårdt arbejde og ville “hjem”. Det blev ikke en nem tur, da nogen guidede forkert, men heldigvis er nogle medlemmer bedre til at orientere sig og stille spørgsmål til de voksnes anvisninger, så det tog kun en lille time at komme til hytten, men så kendte vi også området.

Andre kunne ikke få nok af at stå på ski og stavrede frem og tilbage ude på vejen efter lifternes lukketid.

Alle var tidligt i seng denne aften, og vi tror også at alle sov godt. Heldigvis sneede og frøs det om natten, så dag to og resten af ugen havde perfekt sne og god sol.

Drengene stod klar lang tid inden aftalte tidspunkt, og vi voksne fik at vide på klokkeslettet …”Vi har aftalt kl. 9”. Pigerne skulle lige have lavet boller, kakao, sat hår og vasket op, så selvom de var stået op klokken 6 var tiden knap, når også skistøvlerne skulle spændes… Men vi kom af sted, og det blev skiskoletid. Derefter kunne alle lidt mere og begyndte at køre i “Elgskoven”. En skov med ene små hop, træer, plastikulve samt elge, der kunne snakke og prutte. Nickolas syntes, det var såå nice, at han i fuld fart måtte kramme et træ. En anden ville “prøve” at køre tunnel under ulven, hvilket ikke kunne lade sig gøre, selvom man kun var to år gammel. “Elgskoven” var et hit, og heldigvis kom ingen til skade, hverken vores medlemmer, der væltede rundt i hinanden, eller de stakkels fremmede, der blev kørt ned fra siden eller bagfra. Og der var ikke et eneste blåt mærke på nogen - heller ikke på Dji Dji eller Klix.

Heldigvis kom kun tre en smule til skade på hele turen. Den ene blev hentet af snescooter, da en skistav ville rykke lidt rundt med hans næse, den anden fik et trælår af et træ, og han blev træt af sig selv over at have humpet hele vejen hjem, i stedet for at blive liggende og også få køreturen. Den sidste havde sammenstød med veninden, og da den tilskadekomne havde råbt om hjælp, som om hun var ved at dø, hver gang hun var væltet, også gjorde det denne gang, blev der ikke taget sig synderligt af det. En rar svensker ville da gerne hjælpe, men fik at vide, at det behøvede han ikke. Dette forstod jeg først noget af, da vi var ved lægen, for hun kunne ikke forstå svensk.

Vi blev udfordret af drengene på den helt vildt seje røde pukkelpist, hvor kørslen bagefter blev kommenteret: “Hun kører da ikke særligt stærkt.” Det glemmer Rikke ikke, men hun skulle nok få sin hævn.

Aftenerne gik med tyggegummimeterspisning, sneboldkampe, hygge og gemmeleg med Vagns briller.

En aften rendte drengene og pigerne rundt og sloges i sne. Drengene kun iført boksershorts og t-shirt. Dagen efter kom de og ville lege med Olaf, denne gang med bukser på. Olaf råbte ud over hele Sverige, at han ikke ville lege med dem, når de havde tøj på, hvilket vi ikke kunne lade være med at skrige af grin over inde i hytten.

Der skulle også prøves minisnescootere, og for ikke at fryse ihjel pga. ventetid startede Kris og Sofie som sædvanligt en "vaskekamp", og det var s…. hyggeligt. Vagn skulle også hilse fra scootermanden og sige, at I er nogle gode og hyggelige unge mennesker.

Dagen for Rikkes hævn kom, og den person, der havde kritiseret højest, blev hevet med op på en rød løjpe. Han var godt nok den, der var hurtigst nede flest gange, men det var ikke ved enden af pisten….

Jeg kunne skrive meget mere, for der skete en masse hele tiden, og det var, som scootermanden sagde, nogle gode og hyggelige unge mennesker, vi havde med.

Det var lidt fra afskedsturen.

Mange tak for en god tur. Vagn, Olaf, Dji Dji og Rikke

Teatersucces

Til temaet fra den lyserøde panter gik fire seje detektiv-sild fra Beder Fritidsklub på jagt efter verdens bedste weekend. Om de fandt den? Det er nok én af den slags spørgsmål man ikke kan få svar på medmindre man var blandt de heldige, der havde sikret sig billet til en af forestillingerne. Men vi kan da røbe, at det endte godt.

Gennem teater, sang, musik, dans og film, gav ungerne deres bud på en god weekend. Projektet havde været undervejs i et par måneder. Der blev knoklet i alle arbejdsgrupper, og det hele kulminerede med fem forestillinger. Vi vil her gerne takke medvirkende, forældre og publikummer, som alle var medvirkende til, at dette blev en teatersucces i BFK.

Klubben er lukket

26. maj, hvor vi alle drager til Djurs Sommerland.

Klubben holder lukket i ugerne 28 & 29.

I uge 32 tager vi på sommerlejr.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 14.5.2006

Fællesrådet Fællesbladet