Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 18 - nummer 3 - Maj 2006

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Guds riges automatik

Det turde være velbekendt, at flere af Jesu lignelser er hentet fra agrarlivet og eksempelvis handler om korn, der vokser. Det er der naturligvis intet overraskende i; for sådan noget er der nu engang tradition for i bondesamfund overalt på jorden: blandt mennesker, der føler deres tilværelse dybt forankret i naturens kræfter.

For os er denne forankring jo imidlertid bristet. Den vældige teknificering, vi i vor tid har oplevet, har ligesom fjernet naturen fra os eller gjort vort forhold til den unaturligt. Vi lever ikke længere virkelig med i naturens rytme i døgnet og året; for vi har i vid udstrækning overvundet den afhængighed, der for vore forfædre lå heri. Og konsekvensen af hele denne udvikling turde vel være klar: Hvad f. eks. Jesu kornlignelser angår, så har de ikke den umiddelbare gennemslagskraft, som de havde, da han fortalte dem. Der må derfor en "oversættelse" til - fra naturbilledernes til teknikbilledernes verden - hvis de skal sige os noget.

Således fortalte Jesus engang den lille historie, der normalt kaldes lignelsen om "den automatiske sæd". Den går i al korthed ud på, at når marken er tilsået, så bekymrer bonden sig ikke mere om den, men lever livet, "sover og står op" - alt imens sæden spirer og bliver høj, "uden at han "véd hvorledes". "Af sig selv" giver jorden frugt. Og så en dag er høsten inde.

Og det, den lignelse skal sige, er naturligvis, at der til Guds rige intet andet forhold er end det, som ordets sæd - forkyndelsen! - sætter. Man kan ikke på nogen måde fremhjælpe det ved nogen slags anstrengelse eller foranstaltning. Det kommer "automatisk" - hvis det kommer!

Men siger denne lignelse umiddelbart os noget? Både nej og ja: "Nej!", fordi vi ikke længere lever i et samfund, hvor "alt ventes i naturens orden", men i et samfund, hvor stort set alt ventes i den orden, hvorefter vi selv ved teknikkens hjælp planlægger og frembringer det. Og så dog: "Ja!" - nemlig for så vidt, som det her i teknikkens tidsalder ikke turde være svært at finde billeder på automatik! Der er jo da i hvert fald det fine ved eksempelvis en vaskemaskine, at den akkurat er "automatisk": Man lægger tøjet i og stiller ind på det rette program, og så går man i seng og sover, og næste morgen er vasken færdig - "man véd ej selv hvorledes"!

Hvorom alt er, så er det automatikken, der er pointen i Jesu lignelse: Guds rige kommer af sig selv. Og så er det selvfølgelig rigtigt, at ingen teknisk automatik ville kunne fungere uden en hær af fagfolk, der i allerhøjeste grad "véd hvorledes". Men det er dog kun en mindre ulempe; for dem sammenlignes vi netop ikke med i vores forhold til Gud. Vi sammenlignes kun med forbrugerne, som bare kan gå til ro og så vågne op og konstatere, at "alt er rede"!

Værre er det, at der ved en sådan oversættelse, fra naturens til teknikkens automatik, uvægerligt går noget tabt, som naturbilledet har, men teknikbilledet mangler: Når et rige kommer, så plejer det sjældent at gå stille af. Det plejer at blive til under kamp og erobring, kup og revolte, nedkæmpelse og udrensning. Et riges komme klinger af en enorm anstrengelse, der præsteres med brask og bram, bål og brand måske endda. Men når Guds rige kommer så går det netop stille af, siger lignelsen. Guds riges komme ligner en modningsproces. Der sker en vækst og en modning i det skjulte. Når sæden først er sået - når undfangelsen har fundet sted - så er det nye livs fremspiren i gang.

"Guds rige kommer ikke sådan, at man udvortes kan iagttage det", hedder det andetsteds i evangeliet. Det vil på mere mundret dansk sige: Guds rige kommer ikke sådan, at man kan stå ved siden af og se til. Men ikke desto mindre er det - påstår evangeliet - i frembrud - "midt iblandt os" - her, hvor vi "sover og står op", passer vore haver og pudser vore biler, pusler i vore hjem eller bare falder i søvn foran fjernsynet.

Guds rige er i vorden. Og derfor er da også Guds riges sædemand opfyldt af en ligefrem reaktionær ubekymrethed. Han sover fortrinligt. Han bekymrer sig ikke om resultaterne. Han kan vente. Ja, han lægger endda hænderne i skødet.

Det skal ikke forstås sådan, at vi også kan lægge hænderne i skødet. Det skal ikke forstås som en legitimering af passivitet og dovenskab. Men det skal forstås sådan, at gudsrigets komme ikke står og falder med vores indsats. Det gælder om, at vi kan skelne: ét er - i det mindste her i landet - at være bekymret over f. eks. den tiltagende kirkelige tivolisering; noget helt andet er at være bekymret på Guds vegne. Det første behøver ingen at skamme sig over. Det andet er derimod utilstedeligt. Bekymringen for høsten på Guds riges ager er ikke vores sag. Hvordan Gud vil bære sig ad med at få sin høst i hus, vedkommer ikke os. Høsten på gudsrigets ager lader sig nu engang ikke måle efter kirkens talent for at underholde, gudstjenestedeltagelse, indkomne kollekter, kirkelige aktiviteter og medlemstal i organisationer.

Nej, når talen er om gudsrigets vækst, så er der virkelig kun ét, der forlanges af os: at vi er ubekymrede nok til at tro, at denne vækst til stadighed sker, "trods alle tegn i tiden", uden at "nogen djævel kan hæmme den og nogen helgen fremme den", uden at vi véd hvorledes, blot i og med, at nådens ord forkyndes: at væksten umærkeligt er i gang, ikke kun når vi arbejder, men også når vi holder fri og måske bare - som Luther engang sagde - "drikker wittenbergsk øl sammen med Philip og Amsdorf"!

Malthe Madsen