Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 18 - nr.3 - Maj 2006


Skoleprognoser er skud i tågen

Af Jørgen F. Bak, Fællesrådet

Det er svært at spå - især om fremtiden, sagde Storm P. Århus Skolevæsen laver hvert år en såkaldt skoleprognose for antallet af børn på de århusianske skoler. De har aldrig haft ret meget med virkeligheden at gøre.

I skolernes skolebestyrelser har man hvert år med undren modtaget skoleprognoserne og forsøgt at finde hoved eller hale i dem. Hvis det nu bare var nogle tal, der ikke betød noget, gjorde det ikke så meget. Men de bliver brugt i forbindelse med budgetarbejdet, blandt andet i forbindelse med udbygning og forbedring af skolerne. Derfor er de vigtige. Når der så oven i købet bruges helt forkerte tal, bliver det “goddag mand, økseskaft”!

Et par eksempler fra Beder Skole kan illustrere mysteriet:

Bruger forkerte tal

I indstillingen for lokalplan 608 (Vestervang) står der, at der ikke forventes hjemmeboende børn i husene, da mindst en i husstanden skal være over 55 år! Dermed skal boligerne ikke medtages i skoleprognosen, mener kommunen.

Men boligerne frigør jo andre boliger i området og giver dermed indirekte flere børn i skolen. Så derfor skal de nye boliger naturligvis medtages i skoleprognosen, mener Fællesrådet.

I lokalplanafdelingens indstilling for lokalplan 608 citeres to tal, der siges at komme fra skoleprognosen. Men de to tal - 741 elever i 2007 og 620 elever i 2014 - findes slet ikke i prognosen, se boks 1. Der mangler altså knap 120 elever i indstillingen! Er det 10. klasse, der er taget ud? Det ligner en politisk tilpasset præsentation.

BOKS 1: Prognose for udviklingen i elevtallet på Beder Skole
År:20042005200620072008200920102011201220132014
Skoleprognose826856856859823807788781763741734
Tal fra lokalplan 608   741      620

Endvidere er der to andre lokalplaner i spil. Dels den lille gartnerigrund på Beder Landevej og dels et område syd for industriområdet. Ingen af disse får indflydelse på skoleprognosen, mener kommunens skoleforvaltning. I det første tilfælde argumenteres der med, at antallet af boliger er inden for bagatelgrænsen. I det andet tilfælde fortoner argumentet sig...

Men tilsammen rummer de tre planer i alt 119 boliger, og med et forsigtigt slag på tasken mener Fællesrådet, at det vil betyde ca. 60 ekstra elever. Når disse ikke medtages i indstillingen, er det klart, at det ser ud som om, at der vil ske et kraftigt fald i børnetallet på Beder Skole. Virkeligheden er bare en anden!

Manglende lokaler

Beder Skole har stor succes med idræts- og designtilbuddene i 10. klasse, og der strømmer unge til fra hele kommunen. I skoleprognosen har man imidlertid indtil 2004 defineret antallet af tiendeklasseselever som halvdelen af dem, der går i niende. Det giver en stor skævhed mellem de skoler, der har mange tiendeklasser, og dem, der ingen har. Derfor har Beder Skole i mange år været meget presset lokalemæssigt. De seneste par år har skoleforvaltningen dog ændret modellen, så der tages hensyn til forskelligheden i antallet af tiendeklasseselever. Men da lokaleudbygningsplanerne har lange tidshorisonter, vil fortidens synder desværre i mange år fremover præge Beder Skoles lokalesituation.

Fællesrådet mener derfor ikke, at man kan bruge skoleprognoserne til ret meget, hvis de ikke laves mere præcise. Se i boks 2 hvor meget det anslåede elevtal svinger for hver ny prognose.

BOKS 2: Udviklingen i prognosen for elevtal på Beder Skole i 2007
Prognoseår:1999200020012002200320042005
prognose for elevtal i 2007758788795790808859*873*
* Efter modelændring er 10. kl medtaget med 100 og 103 i stedet for halvdelen af 9.klasse

Man kan ikke bruge de tal til at tage beslutninger ud fra - for de er rent ud sagt skud i tågen!


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 14.5.2006

Fællesrådet Fællesbladet