![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup ![]() Beder SkoleDebataften 16. aprilAf Pia Nyrup Boudigaard, pædagogisk leder Mandag den 16. april havde Skolebestyrelsen inviteret til debataften om Beder Skole. 34 forældre var mødt op og deltog i debatten sammen med skolens ledelse og nogle af skolens lærere. Dialogen var baseret på 4 forskellige oplæg: Skolebestyrelsen. Hvordan får vi som skolebestyrelse en tættere kontakt med forældre og klasseråd? Og hvor meget skal skolebestyrelsen involvere andre forældre, når der skal træffes beslutninger, der får betydning for mange? Og hvordan får vi forældrene op af stolene og gang i dialogen? v. Anni Vind Frandsen, formand for skolebestyrelsen. Hvordan skal Beder Skoles fremtidige struktur være? Skal skolen fortsætte med søjleopdeling i 0.-5. klasse, eller skal hver årgang fremover samles fysisk? Og hvilke alternativer er der? Skoleleder Dorthe Demuth indledte med at fortælle om baggrunden og rammerne for arbejdet med revision af skolens struktur, herunder evaluering af den nuværende struktur, som blev gennemført i 2004-2005. Erik Gleerup, lærer og medlem af skoleudviklingsudvalget, indviede os i udvalgets arbejde, og hvilke overvejelser man gør sig i forhold til at skabe de bedst mulige rammer for børn og medarbejdere. Hvad er erfaringerne fra den nuværende struktur, og hvilke muligheder vil en ny / tilpasset struktur åbne for lærere og børn? Elevplaner. Vi er i gang med et skoleår, der af Århus Kommune er blevet kaldt et læreår for arbejdet med elevplaner. Beder Skole arbejder på at finde en model og udleverer første bud på en elevplan til forældrene her i foråret. Oplæg ved pædagogisk leder Pia Nyrup Boudiggaard. Lektier. Tæt forbundet med skolegang og et emne som alle har en mening om: Elever, forældre, lærere og forskere. Jens Holm Møller, som sidder i styrelsen for Århus Lærerforening og lærer på Beder Skole, gav et inspirerende og måske provokerende oplæg om lektier. Efter disse oplæg var der ivrig debat i arbejdsgrupperne, efterfulgt af et livligt plenum. Ved mødet kom mange interessante ideer og synspunkter på banen, og mødet gav inspiration til det videre arbejde med at udvikle Beder Skoles arbejde. SkolefestAf Pia Nyrup Boudigaard, pædagogisk leder I skrivende stund (midt april) summer hele Beder Skole af aktivitet op mod temaugen, og ikke mindst skolefesten den 26. april. Når disse linier læses, er skolefesten vel overstået, og vi håber alle børn og voksne har haft en fornøjelig og hyggelig aften. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 15.5.2007 |