![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup "Skærmaksel" trapper nedAf Dan Zachariassen Skærmaksel, skærmtrolden eller blot AJ Autodele - kært barn har mange navne, men de dækker alle over den samme mand og det samme firma, nemlig Aksel Jensen fra AJ Autodele på Sofienlystvej i Malling. Selv har Aksel netop rundet de 65 år, og det firma, han har drevet siden 1970-erne, hvor han har lavet skærme til lastvogne og anhængere, drosler han i disse år lige så stille ned, i takt med udviklingen indenfor branchen. Nye materialer har lige så stille udkonkurreret de kendte skærme fra Malling. Det betyder bestemt ikke, at der er mindre fart på den "gamle" iværksætter. Aksel har stadig mange jern i ilden, og der er fuld fart på i hverdagen. Oprindelig er Aksel Jensen uddannet reservedelsekspedient hos Volvo i Herning, men i 1962 besluttede han sig for at rykke teltpælene op, og i 1965 købte han det hus på Teglvangen i Malling, hvor han stadig bor. Han fik ansættelse på Højbjerg Maskinfabrik, og her var han i 12 år, indtil virksomheden besluttede sig for, at samarbejdet skulle ophøre. Den beslutning var Aksel ikke enig i, men det var det, der blev startskuddet til etablering af egen virksomhed, der blev startet op i garagen hjemme på Teglvangen, og AJ Autodele var en realitet. I begyndelsen leverede firmaet forskellige bolte og andre dele til lastvognsbranchen. I 1983 blev Aksel kontaktet af et firma, der tilbød ham, at han kunne overtage deres fabrikation af de særlige galvaniserede stålskærme med sorte gummikanter, der de næste 25 år blev den bærende produktion i firmaet. Maskinerne blev først etableret i lejede lokaler, men efterspørgslen var stor. Det blev nødvendigt med mere plads, og derfor byggede Aksel en 600 kvadratmeter stor fabrikshal på Sofienlystvej, og her havde han snart 3 mand i gang med skærmproduktion. Der var de første mange år rigtig god gang i forretningen. Tonsvis af galvaniseret stålplade blev bukket og forsynet med de sorte gummikanter. I tusindvis af skærme rullede årligt ud fra fabrikken, og en af hans store kunder blev sjovt nok Højbjerg Maskinfabrik. I 1986 købte Aksel nabogrunden på Sofienlystvej, og her byggede han yderlige fire mindre industrihaller, der alle blev lejet ud. Som tiden gik blev der mindre efterspørgsel efter de særlige skærme fra AJ Autodele i Malling. Andre fabrikater kom til. Ikke mindst billigere plastmaterialer tog over, og i 1998 besluttede Aksel sig for at sælge den store fabrikshal, og han flyttede sin virksomhed til en af de mindre haller på nabogrunden. Her har han siden haft sin virksomhed, men i dag er der ikke meget tilbage. Produktionen kunne muligvis være fortsat i et vist omfang, men de særlige sorte gummikanter, der er forudsætningen for at lave skærmene, laves ganske enkelt ikke mere, og den produktion vil ikke blive taget op igen, så derfor må Aksel nu tære på det restlager, han nåede at sikre sig, inden hans leverandør af gummikanter lukkede ned .Det passer sådan set den nybagte folkepensionist meget godt. Det meste af den hal, han har benyttet de seneste år, er nu også udlejet til andet formål, men i den ene ende laver han stadig skærme, om end det er i et meget begrænset omfang. Han sælger også stadig bolte til lastbilindustrien, og så fungerer han også som "vicevært" for de fire lejemål, han har i sine bygninger. Aksel er gift med Grethe, og sammen har de sønnerne Henrik og Jesper. Siden drengene var små, har Aksel fulgt med i deres liv og ikke mindst deres fritidsinteresser, også da Jesper først slog sig på moto-cross og siden på road-racing. De interesser er i dag fortid, og det passer Aksel ganske godt, for selv om han er fascineret af motorcykler, erkender han, at det er farligt legetøj. Han glæder sig dog til, at han i sin pensionisttid gerne skulle få lidt mere tid til at nyde den Norton Comander, han har hentet hjem fra USA. Det er ikke kun familien og de to drenge, der har haft glæde af Aksel Jensens engagement. Tidligere var han et aktivt medlem af den nu hedengangne Malling Handels og Erhvervsforening, der blandt meget andet stod bag Mallings flagallé. Da handelsstandsforeningen lukkede, sørgede Aksel for, at flagalléen blev overtaget af Lions Club i Beder Malling. Også her er Aksel et aktivt medlem. Konditionen forsøger han at holde ved lige blandt andet ved den ugentlige gang badminton med vennerne. Derhjemme taler Aksel og Grethe om, at huset på Teglvangen er ved at være for stort til de to mennesker. Det skal jo også passes sammen med sommerhuset ved Norsminde, og overvejelserne går nu på, at tiden måske er ved at være inde til at finde noget mindre. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 15.5.2007 |