Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 19 - nr.3 - Maj 2007


Grøn Guide

Grøn Guide

Tak for en fin "Hold rent dag"

Af Birte Buhl, grøn guide

Lørdag 14. april var traditionen tro "Hold rent dag" i Århus Syd. Det blev en dag med forrygende flot vejr, og mange glade mennesker var rundt i byerne og langs vejene for at gøre forårsrent. Desværre var der nok affald at komme efter. En stor tak til alle som deltog både i Malling og Beder. Særlig tak til FDF'erne som mødte talstærkt op i Beder. Som en særlig tak til alle børnene (og bedsteforældre), som deltog, var der efter arbejdet et velfortjent særnummer af Anders And, bl.a. med historier om Anders And på affaldsindsamling. Også stor tak til sponsorerne: Citykiosken og XL-Byg i Malling, Superbrugsen, Fakta og Bageren i Beder. Den gode stemning, det hyggelige samvær og ikke mindst Karl Voss' hjemmelavede blåbær- og stikkelsbærmarmelade gør, at vi allerede glæder os til næste års "Hold rent dag".

Den efterfølgende tirsdag var der en mindre ekskursion her fra lokalområdet til en rundvisning på forbrændingsanlægget i Lisbjerg, hvor alt vores brændbare affald ender. Det er et imponerende anlæg. Her får man syn for sagen om, hvilket omfattende system, der ligger bag ved, at der hver time kan omdannes 31 tons affald til varme og elektricitet uden at luften forurenes med dioxin eller andre problematiske stoffer.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 15.5.2007

Fællesrådet Fællesbladet