![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup LandbetjentenJeg får stadig mange henvendelser - både personlige og telefoniske - vedr. pas- og kørekortekspeditioner. Derfor vil jeg gerne gentage her, at disse ekspeditioner pr. 1. januar 2007 overgik til Århus Kommune, Borgerservice, Park Alle, 8000 Århus C samt på bibliotekerne i Åby og Risskov. Der kan også rettes henvendelse til Odder Kommune, Borgerservice, Rådhuset. Endvidere er mine åbningstider ændret til: Dog kan jeg være kaldt ud til en opgave, hvorfor der ikke er garanti for, at jeg er til stede. Jeg vil imidlertid bestræbe mig på at være til stede, ellers kan der altid lægges en besked på min tlf. svarer, og jeg ringer snarest tilbage. Jeg har desværre også oplevet, at flere borgere er blevet afvist med deres anmeldelse til Århus Politi - nu Østjyllands Politi - med besked om at ringe til landbetjenten. Dette er efter min opfattelse noget uheldigt, da det ikke er optimal service overfor borgerne. Jeg optager gerne anmeldelsen, og skulle man have kendskab til navnet på pågældende, der har afvist én, hører jeg gerne fra jer for at rette denne åbenbare misforståelse. Fælleshaven bag "Byagerparken" har været en del plaget af hærværk, der tydeligvis begås af unge i området. Der er konstateret flere tomme ølflasker og en del tomme lightere, der antyder, at enten ryger de unge mennesker utroligt meget, eller også er der tale om "snifferi", hvilket efterfølgende formentligt er årsag til hærværket. Disse episoder sker imidlertid næsten altid i weekenden eller sent om aftenen, hvorfor det nærmest er nødvendigt, at tage de unge på fersk gerning. Jeg har en udmærket ide om, hvem gerningsmændene er, men de er efterhånden så hærdede, at alting nægtes, medmindre de netop er taget med "fingrene i kagedåsen". Forældrene til disse unge kæmper tydeligvis en hård kamp, men det har indtil videre ikke haft den store effekt. Det er gang på gang den samme drengegruppe, der omtales overfor mig. Denne drengegruppe har gentagne gange været til afhøring på Politigården i Århus og nægter hårdnakket, indtil beviserne er lagt på bordet. Derfor er jeg meget interesseret i at høre fra alle, der observerer, eller har observeret nogle unge drenge begå hærværk. Alle ønskes en god sommer. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 15.5.2007 |