Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 19 - nummer 4 - August 2007


Beder Skole

Beder Skole

World Music Center på Beder Skole

Af Pia Nyrup, pædagogisk leder

I dette kalenderår har Beder Skole ugentligt haft besøg af to gæstelærere fra World Music Center (WMC) i Århus. Maui Galán van Binsbergen er ballet- og flamencodanser fra Spanien og Cheikhou Diarra er trommeslager, musiker og akrobat fra Senegal. Gæstelærerne var her i forbindelse med World Music Centers folkeskoleprojekt, hvor udvalgte skoler i Århus får muligheden for at have gæstelærere inde i alle musiktimer i 4 klasser i et halvt år. På Beder Skole var det denne gang de tre 6. klasser samt 5. c, der fik dette tilbud.

World Music Centers undervisning på folkeskolerne har 4 hovedformål:

  • Skabe mulighed for at børnene oplever og medvirker aktivt i andre kulturers musiktradition med henblik på at udvikle deres musikalitet og kunnen indenfor det bestemte udtryk og skabe et bredt kendskab til egen og andre kulturers musiktradition.
  • Folkeskolelærerne efteruddannes og udvider deres horisont
  • WMC instruktørerne lærer gennem samarbejdet med folkeskolelærerne at tilpasse deres viden til folkeskolernes organiseringsform.
  • Samarbejdet mellem folkeskolelærere og WMC instruktørerne betyder udvikling af nye pædagogiske metoder for undervisning i flerkulturel musik.

Eleverne stiftede bekendtskab med såvel afrikansk dans og trommespil, som den flotte spanske flamencodans. Elevernes udbytte af undervisningen kunne studeres ved en imponerende forestilling i skolens hal. Her havde de øvrige elever mulighed for at høre de fejende rytmer og se dans i farverige kostumer.

Den store afslutning på forløbet var traditionen tro en stor koncert i Musikhusets store sal, hvor alle de medvirkende skoler deltog. Det var en lang og spændende, men også anstrengende dag, hvor eleverne virkelig mærkede, hvordan det er at optræde. Der var generalprøve om eftermiddagen, og kl. 17 var forældrene på plads i salen, så showet kunne begynde. Det var imponerende, hvad de udenlandske gæstelærere havde opnået med børnene på de deltagende skoler, og Beder Skole var ingen undtagelse. Børnene klarede det hele flot og med en energi, der gav mange klapsalver fra publikum. Børnene var tilfredse, og lærere og forældre var stolte af dem. Så det var en dejlig afslutning på et langt musikforløb.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 8.8.2007

Fællesrådet Fællesbladet