![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Ny by vest for Malling?Halvårsmøde og ny kommuneplan
Sløret løftes: Ny by vest for MallingAf Anna K. Kjeldsen og Jørgen Bak, Fællesrådets forretningsudvalg Fællesrådets forretningsudvalg har i begyndelsen af året deltaget i en række møder med kommunen i forbindelse med forslaget til en ny planstrategi. Betingelsen var, at vi ikke udtalte os offentligt om ideerne, før Arhus Kommunes magistrat havde godkendt forslaget. Derfor har vi ikke kunnet være særligt meddelsomme i de tidligere numre af Fællesbladet. Men nu kan vi løfte sløret for nogle store fremtidsplaner. Oplægget til en ny planstrategi for Århus Kommune giver bud på, hvordan Århus kan vokse med 75.000 indbyggere inden 2030. Samtidig åbnes op for flere grønne områder. Strategien indeholder et ambitiøst mål om, at Århus skal kunne vokse med i størrelsesordenen 50.000 arbejdspladser, 10.000 studiepladser og 50.000 boliger svarende til 75.000 flere indbyggere. I løbet af de næste årtier er der udsigt til, at helt nye byer med egne butikker, skoler mm. kan skyde op i Århus Kommune, og ved Lisbjerg er realiseringen af en ny by allerede i gang, og derudover kan der blive placeret nye byer syd for Elev, ved Harlev øst for Stillingvej, ved Malling vest for Oddervej og ved Mårslet syd for den planlagte Bering-Beder-vej. De nye byområder skal ses i et langsigtet perspektiv. De foreslåede nye byer vest for Malling sammen med Beder, Malling og Mårslet vil på sigt give et befolkningstal på 35.000 mennesker. Det er sammenligneligt med byer som Helsingør, Viborg og Holstebro. Den nye strategi lægger også op til, at der plantes flere nye, mindre skove, så flest muligt får kort til de grønne områder. I planen indgår også mulighed for, at der etableres nye vådområder, så naturen i kommunen bliver så varieret som muligt. Disse elementer er led i en samlet ny strategi for det åbne land. På baggrund af oplægget til den nye kommuneplan inviterer Fællesrådet hermed alle borgere til et kombineret ordinært halvårsmøde og workshop om den nye kommuneplan. Workshoppen skal med udgangspunkt i oplægget fra kommunen samle borgernes visioner, ønsker og ideer for lokalområdet, så de kan indgå i processen, der vil strække sig over de næste to år. Der skal også nedsættes arbejdsgrupper bestående af interesserede borgere. Kom og hør mere og deltag i mødet om udviklingen af lokalområdet den 12. september.
Fællesrådet positiv over for ny by![]() Af Anna K. Kjeldsen og Jørgen Bak, Fællesrådets forretningsudvalg Fællesrådet har allerede tidligt i forløbet kommenteret kommunens oplæg til ny kommuneplan for lokalområdet og finder, at det vil være en rigtig god ide at starte på den bare mark frem for at fortsætte med “løgringsvækst” på de eksisterende byer. Den store ide i udkastet, set fra Beder, Malling og Ajstrups synsvinkel, er forslaget om en ny by vest for Malling. Som udgangspunkt er Fællesrådet med på denne ide og foretrækker den langt frem for "løgringstilvækst" på de eksisterende byer. Endvidere foretrækker Fællesrådet én ny by, så den kan få en passende størrelse med attraktive muligheder og liv. Den nye by skal være en fuldgyldig by med en bykerne og et handelscentrum, have fler-etagers huse, også gerne et højhus. Der skal være mulighed for forskellige erhverv, selvom den naturligvis vil være en oplandsby for Århus. Og da man starter på en bar mark, så kan man tænke i sol- og vindenergi og andre miljøvenlige alternativer. ![]() Infrastrukturen skal være på pladsFællesrådet har den holdning, at det er essentielt for udviklingen i området, at den kollektive trafik er gennemtænkt og fleksibel, både når det gælder den videre forbindelse ud i verden, men især den lokale trafik. De to kollektive livliner til Århus og omverden bør stadig være Odderbanen og Oddervej, og med etableringen af en ny by vest for Malling skal man også tænke kollektiv trafik lokalt. Da man starter på en bar mark er der fine muligheder for totalløsninger. Området Beder, Malling, Ajstrup og den nye by vil blive et stort område arealmæssigt, og man kan forestille sig, at der kommer langt flere aktiviteter hertil. Det kræver, at man nemt og bekvemt kan transportere sig rundt i lokalområdet til aktiviteterne og hen til de to livliner ud. Basis for den lokale kollektive løsning kan være mindre busser, der kører rundt i hele området med stop ved idrætsanlæggene, bibliotek, biografen, stationer til Odderbanen, stoppesteder for busserne 102 og 103, uddannelsessteder, institutioner, ældrecentre og plejehjem, handelscentrene, Fløjstrup og Ajstrup strand, kirker, forsamlingshuse og kroer. Ruterne bør etableres efter behov og udbygning. Man kan forestille sig en afstikker til Mårslet. Busserne bør naturligvis være miljøvenlige, drives af solceller og kunne oplades ved en vindmøllestation. Ligesom de skal være lave, så det er nemt at stige på og af med rollator og med barnevogne. Alle aldersgrupper uanset mobilitet skal kunne benytte dem. Sekundært bør den individuelle biltrafik tilgodeses bl.a. med Beder-Bering-vejen, som er en god løsning på nogle af problemerne. Men også den smalle Oddervej skal der ses på, idet kapaciteten allerede i dag er udnyttet. En tredje livline ud er jo også sydpå mod Odder/Horsens, og gode trafikale forbindelser både kollektivt og individuelt vil kunne udnytte det store potentiale områderne har tilsammen. F.eks. samarbejde med Odder Kommune, som har planer om en ringvej udenom byen. ![]() Det åbne land og miljøFællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup vil gerne deltage i udviklingen af Århus, herunder yderligere byvækst, men vi er samtidig glade for den natur, vi har. Den er et stort aktiv, ikke bare for os, men for hele kommunen, ja, hele landet. Derfor skal der være luft og plads imellem byerne med nem adgang til det grønne. Derudover har vi et pragtfuldt strandområde, Norsminde Fjord og skovene, og med de føromtalte lokale busser kan alle få adgang til naturen. Ved planlægningen af den nye by skal der tages hensyn til nuværende bevoksninger og vandhuller, sådan at de kan indgå i bymiljøet, ligesom landskabets naturlige form bør bevares, og bebyggelsen tilpasses denne. Da området ligger over et væsentligt grundvandsreservoir bør vandhensyn og miljøhensyn vægte tungt i udviklingen af området. | |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 8.8.2007 |