0
Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 19/A> - nr.4 - August 2007


Grundlovsfest 2007

Af Anna K. Kjeldsen, Fællesrådets forretningsudvalg

Det øsregnede hele formiddagen, mens arrangørerne stillede an med pavillioner, musikanlæg og borde/bænke. Det blev så slemt, at vi til sidst søgte ly under pavillonerne på scenen og bare kunne se ud på trøstesløs regnvejr.

Taleren smeder søm

Årets taler

Heldigvis blev det tørvejr med truende skyer i det fjerne ved 14-tiden, da arrangementet begyndte. Og der blev konstateret et overraskende stort fremmøde af omkring 100 borgere, der gerne ville være med til at markere grundlovsdagen og gøre den festlig. Fællesrådets formand, Jørgen Bak, bød velkommen til alle og især til dagens taler, folketingsmedlem Anne-Marie Meldgaard.

Anne-Marie Meldgaard indledte med at glæde sig over Grundloven og over, at den i det store hele respekteres – på trods af en række utidige skavanker, og hun ser gerne en opdatering og forbedring af den. Og her tænker Anne-Marie Meldgaard på den stadig manglende ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet både med hensyn til løn og karrieremuligheder. Ligeledes er velfærden en demokratiserende faktor, som skal sikres ved at pligter og rettigheder fordeles på en holdbar og fair måde, og den demokratiske kultur skal respekteres og dyrkes af alle, navnlig af dem, der sidder på magten. Anne-Marie Meldgaard rundede af med at fastslå, at demokrati er noget, der skal sikres og udvikles, og vi må have store ambitioner på demokratiets vegne, så der ikke opstår parallelsamfund eller uligheder, og det kræver en moderne grundlov.

Erik den Røde's kage

Fællesrådets pris til Dan

Fællesrådets pris gives som en særlig anerkendelse og uddeles til enkeltpersoner, institutioner, foreninger, organisationer o.lign. i Beder, Malling og Ajstrup området. Valg af prismodtager sker efter enig beslutning i Fællesrådets forretningsudvalg. I år havde forretningsudvalget besluttet at give den til Dan Zachariassen for igennem næsten 13 år at have synliggjort og markeret lokalsamfundet over for mange østjyder ved en ihærdig rapportering af aktiviteter og begivenheder som lokalrapportør for Aarhus Stiftstidende. Dan var til stede og modtog med tak prisen.

Det musikalske indslag leverede to unge mennesker fra Beder, nemlig den talentfulde guitar/sangduo Joakim Ludvigsen & Tine Linneberg.

Spejderne sørgede for drikkevarer, kaffe, kage m.v. og i år havde de bagt en særlig blå spejderkage med logo.

Igen i år skal lyde en tak til alle, som hjalp med at få arrangementet op at stå og den efterfølgende oprydning.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 8.8.2007

Fællesrådet Fællesbladet