Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 19 - nr.4 - August 2007


Protester gav resultat

Af Dan Zachariassen, redaktionen

Højt græs

Tidligere på året undrede mange sig over, hvorfor de kommunale grønne fællesarealer lå uplejede hen - enten var der slet ikke foretaget nogen form for vedligeholdelse af arealerne, eller også blev græsset kun slået i et meget smalt bælte langs de asfalterede stier.

Forklaringen var enkel. Det var Naturforvaltningens udmøntning af det store spareforlig fra sidste efterår, der på denne måde fik de grønne arealer til at udfolde sig "i fuldt flor".

Det var nemlig ikke kun børne- og ældreområderne, der blev stillet overfor massive sparekrav, det blev også Naturforvaltningen, og ved at udmønte sparekravene på denne måde, var det muligt at finde en del af de ret mange penge, forvaltningen skulle spare.

Det forklarer landskabsarkitekt fra Århus Kommunes Naturforvaltning, Rikke Kroier, der i samme åndedrag med beklagelse erkender, at det bestemt ikke så pænt ud, at de grønne områder på denne måde kom til at ligge hen uden regelmæssig vedligeholdelse.

Det var ikke kun den kommunale landskabsarkitekt, der ikke brød sig om “de nye tider”. Synet af de misholdte arealer rejste en storm af protester fra borgerne.

Det må have gjort indtryk på politikerne, for kort før sommerferien annullerede Århus Byråd besparelserne på vedligeholdelsen af de grønne områder, og det betyder, at samtlige græsarealer igen vil blive slået med jævne mellemrum.

Billedet kunne være taget mange steder i kommunen, men er taget ved Agertoften i Malling, og det viser tydeligt, hvad det var, vi kunne have ventet os, hvis det oprindelige spareforslag var blevet opretholdt.

Mælkebøtter og tidsler ville have bredt sig uhæmmet.

Ind imellem betaler det sig altså at protestere.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 8.8.2007

Fællesrådet Fællesbladet