Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 19/A> - nr.4 - August 2007


For fulde sejl på Norsminde Havn

Af Dan Zachariassen, redaktionen

Selv om det lune forsommervejr havde gemt sig bag tunge skyer, og en kølig brise lagde en lille dæmper på løjerne, var der alligevel rigtig mange mennesker, der 2. juni lagde turen forbi Norsminde Havn, der den dag festede "For fulde sejl".

Det var de to grundejerforeninger, kajakklubben, jolleklubben, Norsminde Fiskehus og Norsminde Kro, der var gået sammen for med dette fællesarrangement at vise, hvad de lokale kræfter formår.

Havnepladsen var i dagens anledning lavet om til en markedsplads. Fiskehuset serverede de lækreste specialiteter garneret med musikalsk underholdning, og på kroen var der i dagens anledning en særlig menu, vinsmagning og lancering af "Norsminde Bryg".

Et par lokale kunstnere udstillede deres værker, jolle- og kajaklubben stillede fartøjer til rådighed for prøvesejladser og der var også mulighed for at få en tur på bagsædet af en motorcykel.

Eftermiddagen sluttede med en festlig gang tovtrækning med indlagt vandgang, men inden havde de lokale spillemænd fra Beder været en tur forbi havnen.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 8.8.2007

Fællesrådet Fællesbladet