Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 19 - nr.5 - September 2007


Grøn Guide

Grøn Guide

Spar CO2 og tjen 3000 kr.

Af CO2-problematikken og de mulige klimaændringer er der ingen af os, der kommer uden om. Vil du se, hvad du kan gøre i din hverdag for at begrænse dit personlige CO2-udslip, så kig ind på www.ettonmindre.dk. Vidste du f.eks., at miljøstyrelsen har beregnet, at hvis du kører 20.000 km. i din bil om året, kan du ved at køre miljøkørsel spare ca. 850 kg CO2 og dermed ca. 3000 kr. Det vil sige - undgå hurtig acceleration, udnyt bilens fart ned ad bakke, sørg for tilstrækkeligt dæktryk osv. Du kan se mere om miljøkørsel på http://www.ettonmindre.dk/doks/10spareraad%20.pdf .

Endnu mere CO2 kan spares, hvis du lader bilen stå og tager bussen. Af hensyn til dit helbred og CO2 udledningen, er det allerbedst selvfølgelig at tage cyklen.

I festugen stod Grønne Guider m.fl. på Rådhuspladsen i Århus med en ballon, som fylder lige så meget som ét ton CO2. Et ton CO2 svarer til den mængde, vi hver især kan spare ved at ændre vaner (slukke for lyset og standbyfunktionerne, når de ikke bruges, vaske ved lavere temperaturer osv.). På de fire dage i festugen var der mere end 1000 mennesker, som afgav løfte om, at de personligt ville spare på deres CO2-udledning.

Du har også mulighed for at afgive et tilsvarende løfte på http://www.ettonmindre.dk/menuliste.asp?listeID=4&m=1.

Klip dine snegle over!

Skov- og Naturstyrelsen kommer i slutningen af oktober med en handlingsplan for invasive arter i Danmark.. De invasive arter er dem, som frivilligt eller ufrivilligt er blevet indført til landet, og som skaber problemer i forholdet til den danske natur. Blandt de mest kendte planter er: Bjørneklo, hybenrose, japansk pileurt og gyldenris. For faunaen er den mest kendte art helt sikkert iberisk skovsnegl, men også arter som knivmusling, kastanjeminermøl, mink og vaskebjørn m.fl. er på listen. Man kan se mere om invasive arter på Skov og Naturstyrelsens hjemmeside (www.sns.dk søg på "invasive arter").

I slutningen af august var Grøn Guide Århus Syd sammen med ti andre inviteret til møde hos Skov- og Naturstyrelsen om, hvad der kan gøres for at bekæmpe den iberiske skovsnegl. Når Skov- og Naturstyrelsen kommer med deres handlingsplan, ser vi, hvad de har fået ud af mødet. Min oplevelse af mødet er: Vi ved, sneglen er et stort problem i mange haver. Endnu er den ikke et problem i landbruget og naturområder, men vi ved ikke, om den vil blive det. Vi ved generelt alt for lidt om sneglen, og hvordan den opfører sig i Danmark, til at kunne bekæmpe den effektivt. Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at vi heller ikke ved, hvor stor effekt de metoder har, som bliver brugt rundt om i de danske haver (klippe, koge snegle, bruge jernfosfat osv.).

Indtil Skov- og Naturstyrelsen kommer med deres handlingsplan, er mit bedste råd:

Klip alle de iberiske snegle over, som du møder.

Her i efteråret er de fleste snegle store, så hav altid en saks ved hånden. Vær tidligt ude med saksen til foråret, senest i februar- marts, og find de små snegle (1-2 cm store), de kan sandsynligvis findes hele vinteren f.eks. under brædder lagt ud til formålet. De små snegle, synes jeg, det er nemmest at samle sammen i et syltetøjsglas og hælde kogende vand på. At koge sneglene eller klippe dem over, er de bedste måder at aflive sneglene på. Har du spørgsmål om sneglen, er du velkommen: Ring tlf. 86 93 86 71 eller 61 65 16 64, eller e-mail: groenguide@mail.dk

God sneglejagt!


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 24.9.2007

Fællesrådet Fællesbladet