Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 19 - nr.6 - November 2007


Landbetjenten

Husk lige cykellygten

Atter nærmer sig den mørke tid hurtigt og jeg vil igen gerne slå et slag for, at man har korrekt lygteføring på børnenes cykler, og at disse er forsynede med reflekser.

Denne appel er naturligvis primært rettet mod forældrene, som efter min mening har ansvaret herfor.

Når året går på hæld, kigger jeg altid på statistikkerne vedr. indbrud, tyveri, hærværk etc. i områderne Beder, Malling, Solbjerg og Mårslet, som er mit distrikt. Dernæst sammenligner jeg med de øvrige kantområder lige uden for Århus. Vel vidende, at det fylder meget for de mennesker, som måtte være ramt i vort område af denne form for kriminalitet, er det alligevel et faktum, at vi fortsat er i den bedre ende.

Derfor skal der lyde stor ros til de mange forældre, institutioner, og klubber, som gør et stort engageret arbejde med de unge for bl.a. på denne måde at holde dem på rette sti. Dette betyder naturligvis ikke, at man bare skal læne sig tilbage og sige, "at her går det jo godt," - og det er heller ikke min påstand, - men jeg kunne godt tænke mig at vi lige fik de sidste med, som desværre fylder meget i et lille samfund. I den forbindelse er jeg bekendt med, at man vil igangsætte nogle projekter, som jeg senere skal komme ind på.

Og så nogle praktiske oplysninger:
Motorkontoret i Århus er pr. 18.9.2007 flyttet til ny adresse i Højbjerg:
Lyseng Alle 1, Bygning H
8270 Højbjerg

Tlf. nr. 87 31 14 00


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 21.11.2007

Fællesrådet Fællesbladet