Fællesrådet, 2001 | Kommuneplan 2001
27-8-2001/JPK
Fællesrådet Beder-Malling-Ajstrup har med stor interesse læst de foreslåede ændringer i kommuneplanforslaget baseret blandt andet på Fællesrådets høringssvar.
Vi er glade for at kunne konstatere at flere af vores synspunkter er taget til efterretning.
På et område finder vi dog, at kommuneplanforslaget ikke er blevet hensigtsmæssigt justeret, og det drejer sig specifikt om grundvandsbeskyttelsen.
I Beder og Malling er der i alt tre områder som i dag er kommuneplanlagt som byvækstområde, men som alle befinder sig i områder, som er centrale for indvindingen af grundvand.
Fællesrådet mener, at det vil være en naturlig del af grundvandsbeskyttelsen at udtage disse områder af kommuneplanen, således at der kan etableres en konkret plan for, ex. skovrejsning eller økologisk landbrug, i disse områder. I efteråret 2001 er Beder-Malling-Ajstrup sammen med ÅKV begyndt udarbejdelsen af en beskyttelsesplan for området. Det vil være et helt naturlig bidrag til en sådan beskyttelsesplan at udtage områderne af kommuneplanen byvækstområder.
Et yderligere argument for at udtage områderne af kommuneplanen på nuværende tidspunkt er, at det i forbindelse med tidligere juridiske vurderinger af forholdene omkring lokalplanforslag 613 er kommet frem at en ændring af kommuneplanen bør ske når der fremkommer nye oplysninger. Da der siden sidste ændring af kommuneplanen er kommet nye oplysninger og ny viden om grundvandsbeskyttelsen er det nu ved denne kommuneplansændring, at områder skal udtages. Det kan være vanskeligere og forbundet med erstatsningsrisici at vente til en senere kommuneplansændring.
Fællesrådet vil derfor foreslå, at der i forbindelse med tredje runde af høringen af ændringen af kommuneplanen også bringes i høring, at de tre områder kan udgå af kommuneplanen.
Med venlig hilsen
Jens Peder Kristensen / Niels Kjølhede