Den 26. Januar 2001
Vi takker for modtagelse af brev dateret den 12. Januar 2001, indeholdende tegninger dateret senest 24. August 2000 og kopi af bilag 4c 'principiel godkendelse' dateret den 30. Oktober 2000.
Efterfølgende er sagen blevet drøftet på Fællesrådets forretningsudvalgsmøde den 15. Januar 2001, hvor følgende generelle og specifikke bemærkninger ønskes fremført:
Der ønskes etableret ny dagligvarebutik af ca dobbelt m2-størrelse end nuværende Beder Købmandsgård , hvorfor det vel med god grund kan forventes at der vil blive flere handlende og dermed mere trafik på stedet af især bilister.
De trafikale forhold på stedet i dag er kritisable og vejkrydset Byagervej/Beder Landevej/Stationsvej, som ikke er lysreguleret, giver anledning til mange farlige situationer, eftersom trafikken her er særlig intensiv:
Det er Fællesrådets opfattelse at yderligere intensivering af trafikken på dette sted vil forværre nuværende situation yderligere, og specielt vil indkørslen fra Byagervej til nye 35 p-pladser kun få meter fra krydset, være særligt kritisabelt.
Fællesrådet, 'Gruppen for planlægning og udvikling' , 'Beboerne på Stationsvej' og Beder Erhvervs- og Handelsforening, har flere gange fremsat ønsker om at forbedre de trafikale forhold på dette sted, krydset og Beder Landevej.
På Borgermødet den 2. oktober 2000 med 160 fremmødte, blev der senest fremsat ønske om rundkørsel på dette sted, for at afvikle trafikken bedre.
Fællesrådet ønsker at der værnes om bymiljøet i lokalområdet således at de oprindelige byarkitektoniske kvaliteter bevares, sikres og forbedres, hvilket også betyder at nyt byggeri bør forholde sig til dette.
Facaden mod Beder Landevej er på tegning nr 02 vist som en ca 47 m lang og 3,5 m høj facade med 4 vinduer, 5 blændinger og 14 m bredt gavlmotiv.
Facadens højde er opdelt med et båndmotiv, der samtidig visuelt understreger facadens længde.
Fællesrådet ønsker at ny bygnings facadeudtryk, bygningsskala, materialer, kort sagt arkitektur, indpasses i området.
Fællesrådet ønsker at skiltning ud mod det offentlige rum ikke bliver visuelt dominerende og at dette sikres gennem klare regler.
Fællesrådet ønsker at der sikres mod visuelt dominerende flagning, gennem begrænsning af antal flagstænger samt flagborge og at dette sikres gennem klare regler.
Til sidst skal det bemærkes at der er stor interesse i lokalområdet for udbygning af detailhandlen i såvel Beder som Malling og Fællesrådet ønsker Netto velkommen i området.
Venlig hilsen
Niels Kjølhede, Formand
N.J Ingemann Sørensen