Logo
Forside Fællesrådet
Forside Fællesrådet Foreninger Institutioner Erhvervsliv Transport Bolig Kultur & Fritid Søg

Fællesrådet, 2001 | Lokalplan 646

Høringssvar vedrørende lokalplanforslag 646

Høringssvar vedrørende lokalplanforslag 646

27-8-2001/JPK

Fællesrådet for Beder-Malling-Ajstrup fremsender hermed høringssvar til lokalplanforslag 646 i forbindelse med den offentlige fremlæggelse af lokalplanforslaget der afsluttes den 28. august 2001.

Fællesrådet vil gerne give udtryk for at vi finder det er et alvorligt problem at den vestlige del af Malling (vest for Bredgade) ikke er forbundet med det overordnede stisystem, som bl.a. andet forbinder Beder og Malling, og som endvidere giver trafiksikker adgang til Malling skole for de bløde trafikanter.

Fællesrådet mener, at lokalplan 646 er en udmærket anledning til at Århus Kommune finder en måde at sikre de bløde trafikanter fra den vestlige del af byen kan ledes trafiksikkert op til skolen og til det overordnede stisystem. Igennem de senere år er der sket en kraftig udbygning af den vestlige del af Malling uden at krydsningen af Bredgade er blevet bedre. Egentligt burde en forbedring af forholdene være sket tidligere, men nærværende lokalplanforslag er for os endnu en grund til at tage emnet op.

Fællesrådet vil endvidere gerne give udtryk for at en langsom videre udbygning af den vestlige del af Malling kan lede til uhensigtsmæssigt overordnet planlægning af området. Der er allerede meget konkrete planer for udbygning syd for lokalplanforslagets område. Endvidere vil der også kunne tænkes ny byvækst indenfor få år i andre dele af Malling vest. Fællesrådet vil gerne udtrykke ønske om at det overordnede vejsystem i Malling vest bliver tænkt i en bred sammenhæng.

Fællesrådet sætter pris på at lokalplanen lægger op til at der bliver offentlig adgang til Fiskbæk å, da der her er tale om et rekreativt område i Malling af stor værdi, og benyttes af flere.

Fællesrådet vil endvidere sætte pris på at de velvoksne træer langs Nyvej bevares, da det vil vare mange år inden en ny beplantning er vokset til.

Med venlig hilsen

Jens Peder Kristensen, Niels Kjølhede


© Kommentarer om indhold til Webeditor Opdateret d. 26.1.2002