Logo
Forside Fællesrådet
Forside Fællesrådet Foreninger Institutioner Erhvervsliv Transport Bolig Kultur & Fritid Søg

Fællesrådet, 2002

Restriktioner på Oddervej

Århus Amt
Udvalget for Miljø og Trafik
Lyseng Allé 1
8270 Højbjerg

8-3-2002/JPK

Vedrørende forslag om restriktioner vedr. kørsel med langsomtkørende køretøjer på Oddervej

Fællesrådet har nu haft lejlighed til at gå mere i dybden med vores vurdering af amtets forslag om restriktioner vedr. kørsel med langsomtkørende køretøjer på Oddervej. Vores tidligere mere umiddelbare kommentar dateret den 18. december 2001 forfalder hermed og erstattes af nedenstående.

Vi er meget enige i, at der er et problem med store kødannelser specielt om morgenen på indfaldsvejene mod Århus. På Oddervej er der især følgende 2 problemer i myldretiden om morgenen:

  1. Kødannelser på Holmskovvej i Malling og på Damgårds Allé i Beder af biler, der skal ud på omfartsvejen
  2. Kødannelser på Oddervej i nordgående retning fra Ringvej Syd og 1-5 km sydpå.

Fx lød det i regionalradioen mandag den 7. januar 2002 kl. ca. 08.00 (citeret efter hukommelsen): "På Oddervej er der kø i nordgående retning fra Ringvej Syd og sydpå helt til Beder. Køen bevæger sig med 5-10 km i timen".

Derimod er vi ikke enige i amtets analyse af årsagen til problemerne og dermed løsningen. Amtet anfører, at langsomtkørende køretøjer er en del af årsagen til problemerne uden at dokumentere dette. Vi skal ikke kunne udtale os om situationen på de øvrige indfaldsveje, men på Oddervej tror vi ikke at et forbud mod langsomtkørende køretøjer vil løse de to hovedproblemer.

Vedrørende kødannelserne af bilister, der skal ud på omfartsvejen, vil problemerne nærmest blive større, idet de langsomtkørende køretøjer på omfartsvejen netop er med til at skabe huller i trafikstrømmen her.

Kødannelsen på Oddervej om morgenen i nordgående retning mod Ringvej Syd vil ikke blive mindre, selv om langsomtkørende køretøjer forbydes. Der er jo to spor i nordgående retning fra Oddervej krydser Fuldenvej og til Skåde. Der er således rig mulighed for at bilister kan passere langsomtkørende køretøjer her.

I øvrigt vil det være interessant at se nogle tal for, hvor mange langsomtkørende køretøjer, der egentlig kører på omfartsvejen i myldretiden. Vor opfattelse er, at det drejer sig om ganske få køretøjer.

Et forbud mod langsomtkørende køretøjer vil skabe et andet problem. Ved Århusegnens Andel (foderstoffen) i Malling kører en del landmand fra området vest for omfartsvejen i dag med deres traktorer ad Tisetvej, derefter ca 20 - 50 meter ad omfartsvejen for at komme til foderstoffen på Holmskovvej. På de fleste tider af året vil de uden større problemer kunne vælge andre tidspunkter, men i høst vil især eftermiddagslukningen af omfartsvejen være meget generende. For dem er der ikke andre relevante veje.

Vi kan derfor ikke støtte amtets forslag, som det vil komme til at gælde for Oddervej. Det reelle problem er høj trafiktæthed kombineret med en indsnævring af Oddervej til et enkelt spor i nordkørende retning fra indkørslen til Skåde og til Ringvej Syd.

Det eneste tidspunkt, hvor vi kan se et problem med langsomtkørende køretøjer er om eftermiddagen i retning mod syd. Her kan vi anbefale et forbud mod langsomtkørende køretøjer på Oddervej fra Ringvej Syd indtil Vilhelmsborgvej.

Vi mener dog, at beslutningen bør evalueres om et år, for at kunne opfange uforudsete effekter. Det vil være naturligt og nyttigt at kunne korrigere beslutningen, hvis det viser sig, at alt ikke har udviklet sig som forventet.

Med venlig hilsen

Fællesrådet for Beder-Malling-Ajstrup

Jens Peder Kristensen Niels Kjølhede
Koordinator for Planlægning og udvikling Formand for Fællesrådet
Mallinggårdsvej 33 Norsmindevej 19
8340 Malling 8340 Malling
Tlf: 40963116 Tlf: 21838685


© Kommentarer om indhold til Webeditor Opdateret d. 8.4.2002