Logo
Forside Fællesrådet
Forside Fællesrådet Foreninger Institutioner Erhvervsliv Transport Bolig Kultur & Fritid Søg

Fællesrådet, 2003

Kommentar til Malling Syd dispositionsplan

Att: Pia Vogelius
Byplanafdelingen
Århus Kommune
8000 Århus C

CC: Birgit Donslund, Arne Bager

29. september 2003

Fællesrådet for Beder-Malling-Ajstrup vil benytte lejligheden til at knytte nogle mere overordnede kommentarer til processen i forbindelse med udarbejdelsen af dispositionsplanen for Malling Syd.

Først og fremmest vil vi gerne udtrykke vores glæde over at der på denne måde sker en involvering af et lokalområde i planlægning på et så vigtigt niveau, som dispositionsplanlægningen er. Vi er ligeledes meget tilfredse med at dette nye planlægningsniveau er blevet indført, som muliggør at nogle af de huller der eksisterer i det klassiske planhieraki nu bliver udfyldt med et vigtigt og tiltrængt redskab.

Vi vil dog gerne henlede opmærksomheden på de alvorlige mangler i planlægningen, som gennem dette forløb med dispositionsplanen er blevet tydelige. Der er tale om mangler, som meget let kan gå hen og blive til seriøse problemer i vores lokalområde.

Her følger en liste over de mangler som vi ser i planlægningen. På hvert enkelt område mener vi der er brug for opfølgning for aktivt at sikre at konsekvenserne af disse mangler bliver mindst mulige.

Mangel 1: Udkørsel til Oddervej

Med måske mere end 500 nye boliger i Malling syd når alle de nye områder lægges sammen, får vi en trafik ud af området til Oddervej, hvor langt de fleste vil vælge at benytte udkørselen fra Bredgade. Det er naturligvist også at foretrække, da de ellers vil generere unødvendigt trafik gennem Malling by. Allerede i dag er udkørselen fra Bredgade en sort plet med flere trafikdødsfald og adskillige alvorlige ulykker. Dertil kommer et utal af mindre, ikke registrerede ulykker på stedet. I Fællesrådet finder vi dette er en yderst vigtig problemstilling som bør håndteres.

Forslag:
Kommunens vejkontor tager kontakt til amtet og betinger at udbygningen af Malling Syd ud over et vist minimalt niveau betinges af omfattende trafiksikring af udkørslen i form af venstresvingsbane for de nordfra kommende, restriktioner for overhalninger, men allerhelst en rundkørsel.

Mangel 2: Sikker skolevej

Vi har her tale om tre store byvækst områder, hvor der i høj grad savnes en god sikker skolevej. Starupvej beboerne skal krydse Starupvej og derefter manøvrere sig igennem kvarteret omkring Tværgade. Bredgade øst skal køre ad Bredgade, der selv med trafikdæmpning er meget trafikeret og bestemt ikke en sikker skolevej. Bredgade vest skal krydse Bredgade og så i øvrigt følge Bredgade til skolen.

For Bredgade øst er den eneste fornuftige sikre skolevej en stiforbindelse som går under banen og fortsætter over området ved DCJ og igen føres under Starupvej og endeligt videre gennem Tværgade kvarteret ad nyetablerede cykelstier. På sigt vil det en tunnel under Starupvej være den rigtige løsning for Bredgade vest. For de øvrige områder må der findes bedre og mere sikre løsninger end de nuværende forslag.

Forslag
Vejkontoret må opprioritere investeringer i stier, trafikdæmpning og tunneler i vores område, således at de garanterer, at når der er nået en vis udbygningsgrad i de nye områder, så bliver de nødvendige stier og tunneller etableret.

Mangel nr 3: Udbygningsmuligheder for skolen

Det er tilsyneladende ikke muligt at sikre, at byvækst takten holdes tilstrækkeligt nede til, at skolen kan undgå udvidelser. Da skolen allerede i dag har 3 vandreklasser og de nuværende prognoser tyder på at der fortsat vil være 3 vandreklasser de næste 10 år med en moderat udbygningstakt, så er det vores klare holdning, der meget let kan opstå et endog meget kraftigt pres på kapaciteten på Malling Skole. Det er vores opfattelse at forholdene for børnene kan gå hen og blive meget ringe, hvis der ikke meget snart bliver sikret bevillinger til yderligere udbygning.

Forslag
At der tages kontakt til skoleforvaltningen, således at skoleforvaltningen er forberedt på de udbygningsbehov der kan opstå for Malling skole i løbet af nogle få år. Samtidigt bedes skoleforvaltningen garantere samtidighed mellem udbygningen af Malling Skole og byvæksttakten.

Mangel nr 4: Behov for dagsinstitutioner.

Der er ikke afsat plads til daginstitutioner i Malling Syd områder. Efter sigende fordi Mag. 1 ikke har skønnet det nødvendigt. Vi stiller os i lokalområdet meget forundrede over dette, og finder som minimum bør Mag. 1 fremsende yderligere dokumentation for at der ikke er et sådant behov.

Forslag
At der under alle omstændigheder afsættes plads til institutioner, evt. laves der en fælles reservation med mag. 3.

Fra Fællesrådets side ser vi frem til en drøftelse af ovenstående alvorlige mangler ved dispositionsplanlægningen. Det skal understreges, at det er vores opfattelse at Byplanafdelingen indenfor de givne rammer laver et yderst professionelt arbejde, men at de, når der opstår problemstillinger som går uden for Byplanafdelingens umiddelbare kompetenceområder, har vanskeligt ved at håndtere problemstillingerne tilfredsstillende. Vi mener, fra Fællesrådets side, at det ikke er en tilfredsstillende situation. Der er i høj grad tale om nogle mangler som skal håndteres også selv om de går på tværs af afdelinger, magistrater eller offentlige instanser.

Der vil også være en række detailkommentarer til det netop overståede møde. Disse kommentarer udarbejdes af vores arbejdsgruppe planlægning og udvikling og vil blive fremsendt separat.

Med venlig hilsen
Jørgen Bak
Formand for Fællesrådet for Beder-Malling-Ajstrup


© Kommentarer om indhold til Webeditor Opdateret d. 5.10.2003