Stadsarkitektens kontor
Byplanafdelingen
Rådhuset
8100 Århus C
Malling, 4. januar 2003
Fællesrådet anbefaler, at boligområdet nord for Fløjstrupvej ikke udvides.
Fællesrådets begrundelse er følgende:
En mere detaljeret gennemgang af Fællesrådets begrundelse og dokumentation følger på de næste sider.
Fællesrådet vil gerne tilkendegive, at man finder sagen har været grundigt belyst i sidste byrådsperiode. Ikke mindst har sagen været belyst gennem de tre offentlige høringer som blev gennemført i forbindelse med kommuneplanændringen. I alle tre høringer indkom der høringssvar fra borgere og organisationer i lokalområdet handlende om netop dette område.
En optælling viser, at der i de første tre høringer indkom 31 høringssvar af relevans for netop det omtalte område (Udover de optalte høringssvar indkom der en række andre høringssvar vedrørende Malling som ikke er medregnet.):
På grundlag af ovenstående må Fællesrådet beklage, at sagen skal bringes i høring for fjerde gang.
I høringsforslaget lægges der op til, at byvækstområdet udvides med 4 Ha i retning mod Malling Vandværks boring. Hermed lægges der op til det præcist modsatte af det som blev vedtaget af byrådet for at halvt år siden, hvilket i sig selv er usædvanligt.
Resultatet af den vedtagne kommuneplan blev et kompromis mellem interesserne i at beskytte grundvandet og interesserne i byvækst i form af en 300 m zone fra vandværksboringen til byvækstområdet. Vandværket havde ønsket en større afstand, mens grundejerne ønskede byvækst tættere på vandværket. Fællesrådet finder, at 300 m zonen uden byvækst er et fornuftigt kompromis mellem de modsatrettede interesser.
Høringsforslaget er overraskende set i forhold til, at kommuneplanen er et langsigtet planlægningsværktøj. I følge planloven skal kommuneplanen udarbejdes med et 12 årigt sigte for øje, og i indledningen til kommuneplanen nævnes, at byvæksten er planlagt med et 25 årigt sigte. Med et forslag til ændring af et område, som har været grundigt gennemdebatteret og som opgjort ovenfor har været gennem en omfattende høringsproces kan der stilles spørgsmål ved værdien af de høringer og den offentlighedsproces der blev gennemført i løbet af 2000 og 2001.
Det er Fællesrådets opfattelse at der er modstrid mellem høringsforslaget og kommuneplanens hovedstruktur. Af hovedstrukturen fremgår det, at udlæg af nye byvækstområder skal ske under hensyn til fremtidige drikkevandsressourcer. Kun væsentlige forhold, såsom større samfundsmæssige investeringer, kan tale for at der prioriteres anderledes.
I kommuneplanen står der:
Side 35: "Som udgangspunkt skal der ske en koordinering og afvejning af byvæksten i forhold til beliggenheden af de sårbare drikkevandsområder, der ikke er naturligt beskyttet af et tykt lerlag"
Side 41: "Som udgangspunkt må der ikke ske udlæg af nye byvækstområder i kildepladszoner, i områder med sårbare særlige drikkevandsinteresser eller i lokale sårbare vigtige områder med drikkevandsinteresser"
Området, som er i høring, opfylder i meget høj grad de kriterier, der er formuleret på side 35 og side 41, idet:
Ifølge kommuneplanen er der en undtagelse fra ovenstående kriterier ifølge når:
"Side 35: Imidlertid kan der være en række andre væsentlige forhold, som kan tale for, at der prioriteres på en anden måde"
"Side 41: Såfremt andre samfundsmæssige hensyn taler for en anden prioritering"
Som eksempler på en vægtning af andre vigtige hensyn end grundvandet kan blandt andet nævnes den samfundsmæssige udnyttelse af større investeringer i allerede etablerede vejanlæg og institutioner samt behovet for at tilgodese vigtige lokaliseringer af nye aktiviteter ud fra en samlet samfundsmæssig afvejning. Her er formentligt i høj grad tænkt på etablering af et transportcenter tæt ved en motorvej.
En eventuel kommende ejer af grundens ønske om at bygge kan ikke kaldes væsentlige forhold i denne sammenhæng. En stor halvtom skole kunne måske bruges som argument, men det er bestemt ikke tilfældet i Malling. Det nærmeste man kan komme et synspunkt vedrørende samfundsmæssig investeringer i vejanlæg og institutioner er, at Malling Varmeværk efter eget udsagn udlagde varmerør langs Fløjstrupvej med en vis overkapacitet i 1988. Et varmeværk er hverken et vejanlæg eller en institution. Samtidigt er der tale om en investering foretaget for 14 år siden, som må formodes at være afskrevet på nuværende tidspunkt.
I et svar til udvalgsmedlemmerne dateret den 5. september 2002 angives, at der ikke er nogen modstrid med kommuneplanens hovedstruktur fordi: "I denne sag er der imidlertid ikke tale om et nyt byvækstområde, men derimod om et områder, der har været udlagt som BO-område gennem længere tid, men ændret til JO-område ved seneste Kommuneplanrevision". Fællesrådet finder at det er en meget usædvanlig udlægning af begrebet nyt byvækstområde. Dette understreges af at i kortmaterialet i kommuneplanen side 36 under "ny byvækst" er området ikke medtaget hverken som ny byvækst eller som eksisterende byområde. Fællesrådet finder, at kortmaterialet på side 36 har tungere vægt som fortolkningsgrundlag for om der er tale om ny byvækst end den historik, som henvises til i ovennævnte svar.
Høringsforslaget er i klar modstrid med teksten i "Den indirekte grundvandsbeskyttelse." Her står der, at "principperne for byvækst bør som udgangspunkt være, at byvækstområder ikke placeres i kildepladszoner..". Dette dokument er vedtaget af byrådet for to år siden. Om dette dokument skrev daværende rådmand Poul B. Skou for Magistratens 5. afdeling bl.a. den 28.2.2001 i Jyllands Posten: "Jeg kan berolige Jens Peder Kristensen med, at vi i høj grad mener grundvandsbeskyttelsen alvorligt." og han fortsatte: "I efteråret 2000 fremsendte jeg derfor en indstilling til byrådet om, at byvækstområder som hovedregel ikke placeres i sårbare grundvandsområder eller i kildepladszonen". Det er meget overraskende, at kun et år efter fremsender den samme politiker rådmand Poul B. Skou et forslag til byrådet, der i den grad går imod egne skriftlige erklæringer og de byrådsvedtagelser han selv har arbejdet for.
I indstillingen til Byrådet om denne sag dateret den 17. Maj 2002 angives på side 5 at "vejledningen er fulgt" i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslag 613. Det er korrekt, men irrelevant for den aktuelt foreslåede udvidelse. I indstillingen til Byrådet nævnes ikke at den aktuelt foreslåede udvidelse af boligområdet vil være i direkte modstrid med vejledningen.
I forbindelse med udvalgsbehandlingen af forslag til foroffentlighedsfasen blev det klarlagt, at "Århus Amt i løbet af 2003 udarbejder en ressourceredegørelse for "Århus Syd", der bl.a. omfatter Malling Vandværk. I ressourceredegørelsen beskrives de geologiske og hydrogeologiske forhold i detaljer, og der opstilles en grundvandsmodel for området. Ressourceredegørelsen forventes at foreligge 1. kvartal 2004. På baggrund af ressourceredegørelsen udarbejder Amtet en indsatsplan for Bederområdet, herunder Malling Vandværk, som forventes at foreligge i 2004."
Fællesrådet finder det naturligt at afvente Amtets arbejde med indsatsplanen inden der iværksættes eventuelle ændringer af kommuneplanen. Det vil være uhensigtsmæssigt og usagligt at lave ændringer i kommuneplanen på nuværende tidspunkt når et så omfattende arbejde med at beskytte grundvandet er sat i værk.
Fællesrådet finder, at vedtager Byrådet det fremsatte høringsforslag brydes markant med både hovedstrukturens intentioner og den indirekte grundvandsbeskyttelses indhold. Det vil derfor være præcedens skabende og dermed ødelæggende for de positive tiltag Byrådet har taget gennem de seneste år.
I forbindelse med udvalgsbehandlingen blev dette spørgsmål kommenteret fra embedsmandsside i et notat dateret den 5. september. Det angives, at netop dette område er anderledes, fordi der var udarbejdet et lokalplanforslag, hvilket ikke var tilfældet for de andre områder. Fællesrådet er ikke enig i at ikke vedtaget forslag til lokalplan har nogen betydning i relation til præcedens skabelsen.
Bygherre Mogens Sønderup har fremsendt et forslag om bedre grundvandsbeskyttelse til Rådmand Poul B. Skou. Det er prisværdigt at den evt. kommende grundejer gør sig konstruktive tanker om at øge grundvandsbeskyttelsen.
Desværre er der tale om helt uforpligtende forslag og det er derfor forbavsende at sådanne tanker kan foranledige et forslag til ændring af kommuneplanen.
Forslagene handler om bedre afløb, tæt belægning og bødestraf for at sprøjte.
Det fremgår at materialet sendt til udvalget den 5. september, at bygherrens forslag om bedre afløb svarer til de krav der allerede er gældende. Der er altså ikke noget nyt i dette forslag. De øvrige forslag findes interessante, og bør medtages i Amtets indsatsplan i 2004. Det er derfor Fællesrådets forslag, at de tanker som bygherren har fremsendt indrages i den fremtidige planlægning for beskyttelsen af grundvandet i hele Århus Kommune og ikke blot langs Fløjstrupvej i Malling.
Det skal endvidere nævnes, at bygherrens forslag til øget grundvandsbeskyttelse i høringsmaterialet fremstår som noget der "kan" gennemføres. Det er en meget svag formulering som i praksis kan ignoreres. Der burde i stedet havde stået at forslagene "skal" gennemføres. Problemet er som nævnt ovenfor, at kommunen i høringsmaterialet ikke kan anvende udtrykket "skal", da man ikke kan være sikker på at bygherren reelt har tænkt sig at acceptere disse forbedringsforslag. Han har jo netop kun skrevet måske i sit brev til kommunen.
Kapaciteten på Malling Skole er presset. Den seneste skoleprognose viser, at Malling Skole skal forvente mellem 3 og 4 vandreklasser i de nærmest kommende år. På trods af, at Malling Skole er i gang med en udbygning, der som netto resultat medfører eet ekstra klasseværelse, vil der blive tale om et meget stort antal vandreklasser. Skoleprognosen fra efteråret 2001 indregner byvækstmulighederne i den nugældende kommuneplan. Vedtager Byrådet det fremsendte høringsforslag vil presset på Malling Skole stige yderligere og det vil kunne forventes, at der vil blive behov for en større udbygning af skolen.
Fællesrådet har gennem en årrække arbejdet med at bevare og styrke den grønne kile mellem Beder og Malling. Der er i dag tale om et smukt forløb helt fra Odder landevej i vest til Byagervej i øst. I den østlige del af kilen ligger i dag Egelund centret, hvis haller, sportsbaner, samt skovområder, på ideel vis opfylder en vision hos Fællesrådet om at kilen i et vist omfang skal være et rekreativt område for borgerne.
Den foreslåede udvidelse af boligområdet vil ødelægge denne kile med et stort indhak, som både visuelt og reelt vil mindske borgernes oplevelse af Malling og Beder som værende adskilt. I dag ses adskillelsen af byerne tydeligt fra både Byagervej og Fløjstrupvej, men med det foreslåede projekt vil denne visuelle oplevelse blive ødelagt.
Dette vil være i klar modstrid med kommuneplanens hovedstruktur, hvor der står på side 14, at "byen bevares som et selvstændigt byområde, klart adskilt fra andre byområder af natur- eller landområder".
Det skal endvidere nævnes, at i høringsmaterialet fremstår det som om Egelund centret er en del af Malling, hvilket får den foreslåede byudvidelse til at virke mindre dramatisk end det faktisk er.
Fællesrådet finder, at der med dette høringssvar er fremlagt vægtig dokumentation for at udvidelsen af boligområdet ikke bør finde sted. Der er argumenteret klart for modstrid mod kommuneplanens hovedstruktur på en række områder, modstrid mod lokalområdets ønsker, trussel mod grundvandet, samt behovet for yderligere investeringer i skolekapacitet.
Fællesrådet vil derfor finde det naturligt at resultatet af denne høring er at der fremsendes en indstilling til byrådet, hvor det foreslås, at udvidelsen af boligområdet ikke gennemføres.
Med venlig hilsen
Fællesrådet for Beder-Malling-Ajstrup
Niels Kjølhede
Formand for Fællesrådet
Norsmindevej 19
8340 Malling
Tlf: 86930540
Jens Peder Kristensen
Fællesrådets forretningsudvalg, Planlægning og udvikling
Mallinggårdsvej 33
8340 Malling