Logo
Forside Fællesrådet
Forside Fællesrådet Foreninger Institutioner Erhvervsliv Transport Bolig Kultur & Fritid Søg

Fællesrådet, 2004

Udtalelse om Strukturkommissionens betænkning

5. april 2004

Siden 1970 har Beder-Malling-Ajstrup været en del af Århus Kommune. Lokalområdet har et velfungerende samarbejde med politikere og embedsmænd i Århus Kommune igennem Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup, der er en sammenslutning af over 100 foreninger, institutioner m.v. i lokalområdet.

Fællesrådet har siden 1986 virket som et talerør for de godt 9.000 borgere i lokalområdet, og står bag hjemmesiden www.bma.dk og Fællesbladet, der udsendes 6 gange årligt til samtlige husstande. Befolkningsmæssigt er lokalområdet tæt på medianen for størrelsen af kommuner i Danmark i dag.

I Strukturkommissionens 'Anbefaling af geografiske kriterier' pointeres det væsentlige i, at der tages hensyn til samhørigheden i forbindelse med den fremtidige struktur, ud fra princippet ét bysamfund - én kommune, samt at nuværende kommuner ikke skal deles op. Strukturkommissionen lægger dog op til, at yderdele af store kommuner i enkeltstående tilfælde kan flyttes til en nabokommune. Beder-Malling-Ajstrup er et sådant område i Århus Kommune, hvor nabokommunen, Odder, har udtrykt ønske om at blive udvidet med den sydlige del af Århus Kommune, herunder Beder-Malling-Ajstrup.

Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup har derfor taget en debat i lokalområdet om tilhørsforholdet til Århus Kommune i Fællesbladet, på hjemmesiden og sidst på vores Generalforsamling. Tilkendegivelserne her har helt klart været et meget stort ønske om at bevare den nuværende tilknytning til Århus Kommune.

Dette især p.g.a. følgende forhold:

I kraft af at Århus er Danmarks næststørste by, er oplandet også stort og et af de vigtigste aspekter i en kommunal struktur, er borgernes opfattelse af tilhørsforhold, som er en mangesidet størrelse: arbejdsliv, kulturliv, indkøbsmuligheder, transportmuligheder m.v. Arbejdspladserne er typisk koncentreret om bymidten, mens mange foretrækker at bo et stykke fra bymidten, f.eks. i Beder-Malling-Ajstrup. Samtidig sikres gode skatteindtægter, bl.a. til de mange sociale opgaver som en stor kommune som Århus har. Det er vi meget bevidste om og bidrager gerne hertil.

Der er ingen tvivl om, at kulturelt set er Århus den lokale magnet - det være sig musik, teater, museer m.v. Samtidig arbejder hovedparten af borgerne i Beder-Malling-Ajstrup i Århus Kommune og man er i almindelighed orienteret mod Århus, ikke mod Odder.

Som nævnt i indledningen, er der i årenes løb opbygget en god og konstruktiv dialog og et godt samarbejde mellem Århus Kommunes politikere og embedsmænd og borgerne i de forskellige lokalområder i kommunen gennem de såkaldte Fællesråd. Denne kommunikations-, videns- og relationsmæssige opbygning, der er etableret over en årrække, ønsker lokalområdet i høj grad fortsat at drage nytte af og bygge videre på.

Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup vil således pointere, at vi i den sydlige del af Århus Kommune ønsker at bevare dette tilhørsforhold - og vil samtidig foreslå at man i det fortsatte arbejde med den kommunale struktur ser nærmere på den velfungerende konstruktion med Fællesråd i Århus Kommune, som kan danne model for lignende 'mellemlag' i fremtidige store kommuner til sikring af borgerindflydelsen på lokalsamfundet.


Links:


© Kommentarer om indhold til Webeditor Opdateret d. 5.4.2004