Logo
Forside Fællesrådet
Forside Fællesrådet Foreninger Institutioner Erhvervsliv Transport Bolig Kultur & Fritid Søg

Fællesrådet, 2005

Foretræde for Teknisk Udvalg mandag d. 20. juni 2005 om Miljøhandlingsplanen

Den foreliggende miljøhandlingsplan savner en overordnet vision: Hvad er det langsigtede mål for Århus Kommune på miljøområdet? De forslag, der indgår i planen, er ikke særligt visionære, og kan højst bruges som et figenblad til et grønt regnskab.

Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup har valgt at supplere de tidligere indsendte skriftlige kommentarer med følgende hovedpunkter:

Forslaget til miljøhandlingsplan har en uklar mission: er det for hele kommunen, som det fremgår bl.a. af resuméet side 3, eller er det et internt arbejdspapir af rent teknisk karakter for dem, der laver et grønt regnskab for kommunens administrative enheder, som ordvalget flere steder lægger op til? Vi vælger den første tolkning - den anden er uinteressant.

Miljø må godt koste penge!

'Omkostningsneutral' er åbenbart et magisk ord i den kommunale debat. Det betyder at man kan mene noget, uden at det koster. Det er så dejligt uforpligtende. Miljøbevarelse er alt for alvorlig en sag til at den skal være omkostningsneutral. Initiativerne i miljøhandlingsplanen skal primært gavne miljøet - og hvis det koster noget, må pengene findes!

Udvælgelsen af indsatsområder virker patetisk - opmærksomhed på forbrug af vand og energi har været med så længe, at det ikke længere er rimeligt at medtage dem i en progressiv miljøhandlingsplan. Vi mener at det i dag er naturlige ressourceovervejelser. I stedet kunne vi pege på skovrejsning, der er godt for biodiversiteten og sikring af grundvand, samt rekreative tiltag, der kan forbedre folkesundheden og hvor fx. cykelstier også kan bidrage til miljøforbedring på trafikområdet.

Hellere 'hvad er bedst for miljøet' end 'mest miljø for pengene'

De fleste processer i naturen tager meget længere tid en et enkelt regnskabsår, ja rækker endog udover flere byrådsvalgperioder. Det er en kendsgerning, og hvis man mener, at tiltag skal gavne miljøet, må man se på det, uanset at det tager tid, og ikke blot vælge nogle småprojekter, bare fordi de tilfældigvis kan måles indenfor en abstrakt tidshorisont på et eller to år.

Borgerinddragelse: brug de Grønne Guider

Flere af de foreslåede initiativer - miljøledelse, vandrensning og forbrug af vand og energi - er ikke bare noget, der foregår i kommunale enheder. Borgerne er vigtige deltagere i projekter om miljøledelse på affaldsområdet og de er 'leverandører' til rensningsanlæggene. Det er vor opfattelse at den nødvendige kontakt til borgerne bedst varetages af de Grønne Guider, og vi ser gerne at ordningen bringes tilbage på det tidligere niveau. Det vil have en væsentlig gavnlig indflydelse på miljøet i kommunen.

Strukturreformen skal indarbejdes så snart som muligt

På side 12 afvises overvejelser i forbindelse med strukturreformen med en kort sætning. Det er uacceptabelt, men er en følge af usikkerheden om konsekvenserne, specielt på det tidspunkt da det foreliggende udkast bliver skrevet. Det er imidlertid uhyre vigtigt for miljøet at kommunen udviser rettidig omhu overfor den nye situation. Vi vil foreslå at den foreliggende plan bliver en overgangsplan for 2005/2006 og at der straks iværksættes et arbejde med en visionær handlingsplan, der tager hensyn til strukturreformen, og som kan træde i kraft i 2007.

Med venlig hilsen

Jørgen Bak, formand
Kirkebakken 23, 8330 Beder
jbak@post2.tele.dk

Marie Stenild
Byagervænget 69, 8330 Beder


© Kommentarer om indhold til Webeditor Opdateret d. 20.6.2005