Logo
Forside Fællesrådet
Forside Fællesrådet Foreninger Institutioner Erhvervsliv Transport Bolig Kultur & Fritid Søg

Fællesrådet, 2006

Kommentarer til lokalplanforslag 711

Nedenstående er Beder-Malling-Ajstrup Fællesråds bemærkninger til lokalplan nr. 711, boligområde ved Krekærgård syd for Malling.

Generelt finder Fællesrådet det meget beklageligt, at den disponeringsplan for udbygningen af Malling, som Århus kommune igangsatte for ca. 5 år siden og som skulle danne det planmæssige grundlag for udbygningen af Malling, endnu ikke er udarbejdet. Uagtet at kommunen overfor Fællesrådet har udtrykt, at det var vigtigt med en samlet plan før udarbejdelsen af større lokalplaner, fremlægger kommunen nu et lokalplanforslag til udlæg af ca. 300 boliger.

§ 2. Område og opdeling

Ved udlæg af et boligområde til ca. 300 boliger bør der udlægges/reserveres et passende område til eventuelle børneinstitution(ner). Evt. med den bemærkning, at såfremt det ikke indenfor et vist antal år er fundet nødvendigt at benytte det udlagte område, kan dette overgå til boligformål.

§ 5. Trafikforhold

Udlæg af ca. 300 boliger vil medføre et yderligere pres på det meget belastede kryds Oddervej- Bredgade. Ifølge oplysninger fra Århus Amt er der sket trafikuheld i det omtalte kryds, senest den 27. november 2005. Da der på sigt er planlagt en yderligere boligudbygning med udkørsel til den i lokalplanen viste vej A-B må det forventes, at der vil forekomme flere uheld, såfremt forholdene i krydset ikke forbedres.

Lokalplanen bør ligeledes sikre, at Odderbanen skal etablere et nyt standsningssted, i stedet for det nedlagte Banevolden, på den plads, der er angivet i lokalplanen. Dette forhold er tidligere drøftet med byrådet.

Endelig bør lokalplanen sikre, at det på sigt er muligt at skabe en stiforbindelse til et evt. kommende boligområde øst for Odderbanen, idet det herved vil blive muligt at skabe en meget direkte gang – og cykelsti til skolen og børneinstitutionerne på Ajstrupvej og Tværvej samt en god og trafiksikker forbindelse mellem de enkelte boligområder.

Lokalplanen og andre planer

Endvidere vil udlæg af et nyt boligområde til ca. 300 boliger give et stort pres på skole og børneinstitutioner, såfremt udbygningen ikke foregår løbende efter en nøje fastlagt plan. Da en sådan plan ikke er beskrevet, finder Fællesrådet, at der ikke i lokalplanen er taget højde for, hvilke konsekvenser udbygningen vil få på forholdene i skolen og på børneinstitutionerne.


© Kommentarer om indhold til Webeditor Opdateret d. 25.9.2006